Computerne har potentialet til at opløse vores mest fælles historier. Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis vi ikke længere har fælles historier, men kun historier, som vi selv har ønsket.
—
Vil din hjerne fungere anderledes? Vil forståelsen af dit liv ændre sig – og måske blive mere fragmenteret? Er det grundlaget for den vestlige civilisation, vi piller ved?
Muligvis lidt hysteriske spørgsmål at stille, bare fordi vi laver lidt om på, hvordan TV bliver sendt. Men fortællingen er en central metode, vi bruger til at forstå vores verden og til at huske og dele vores forståelse.
Det er selvfølgelig EU, der vil lave om på vores TV. I hvert fald har de givet støtte til et stort projekt, der skal udforske avanceret interaktivt TV, der kan udnytte de teknologiske muligheder, som nye og bedre bredbåndsteknologier giver os.
Projektet hedder NM2, det står for New Millenium, New Media, og de kalder den nye form for TV for Shapeshifted TV. En af de ledende partnere er British Telecom, som har helt almindelige kommercielle interesser – de vil gerne hive nye former for trafik over på deres netværk.
Jeg talte med Doug Williams fra BT’s forskningslaboratorier i Ipswich. Han har en central position i projektet, der omfatter partnere fra teknologifirmaer til kommercielle producenter og universitetsteoretikere.
Spredningen betyder, at projektet ikke bare har lavet teoretiske overvejelser men også konkrete eksempler på, hvordan de nye medier kunne fungere.
Blandt andet et charmerende finsk projekt, der hedder Accidental Lovers. Det er en TV-serie om en ung mand, der til sin egen overraskelse bliver forelsket i en betydeligt ældre kvinde. Den er optaget og sendt som en normal TV-serie, men seerne kan via SMS sende forslag ind om, hvordan historien skal udvikle sig.
Accidental Lovers er hverken rigtigt interaktivt eller rigtig gammeldags TV. Det bliver sendt på en almindelig TV-kanal – hvis man ikke ved, hvordan historien bliver dannet, så ligner det en helt almindelig TV-serie. Og interaktiviteten er så omstændelig, at brugerne ikke oplever nogen umiddelbar respons på deres input.
Det er selvfølgelig lavet som et forsøg, så man kan få en fornemmelse af, hvordan man kan lave den slags og hvordan brugerne forholder sig til resultatet. Der er flere interessante konklusioner:
For det første er det rasende dyrt at optage TV på denne måde. Med forskellige alternativer til historiens forløb skal der simpelthen optages meget mere TV.
Til gengæld er det klart, at hvis publikum bestemmer store dele af handlingen, så vil hvert afsnit af serien ikke forløbe på samme måde hver gang, den bliver sendt. TV-serien bliver til et fleksibelt produkt, der omformer sig efter det aktuelle publikums interesser.
De tilfældige elskende blev sendt tolv gange – hver gang med et nyt resultat. Det giver producenten meget mere sendetid for den høje produktionspris. Mere spændende er det, at seerne kommer til at kende personerne bedre og bliver mere engageret i deres følelser og skæbne.
Samtidig får sådan en serie en anden funktion end en almindelig ligeud TV-serie, fordi man som seer får mulighed for at se, hvordan personernes forskellige valg får forskellige følger. I virkeligheden det samme, som vi altid gør inde i vores hoveder, når vi forsøger at tage nogle beslutninger. Her med den store forskel, at vi kan se på skærmen, hvordan hovedpersonernes valg rent faktisk kunne falde ud.
Endelig spiller sådan en produktion også på vores lyst til at tale om den slags. I følge Doug Williams er det nemlig et karakteristisk element i at se film eller tv-teater. Det er fortællinger, vi diskuterer med vores venner og familie.
Her er forskellen bare, at vi kan tale om det og påvirke det, mens vi ser det. Og at en del af vores samtale er med andre mennesker, som vi ikke ser eller kender. Via de valg vi tager med de andre seere, indgår vi i en samtale med dem om, hvad der er de bedste valg. Man kan sige, at vi bliver et helt samfund af seere, der via tv-serien diskuterer, hvordan man håndterer sådan en kærlighedsaffære.
Man kunne selvfølgelig også sige, at TV bare kommer til at ligne de medier, vi allerede kender fra computeren: Både computerspil, websites og såmænd også den menustyrede afspilning af DVD-film deler elementer med det interaktive TV
Doug Williams er sådan set enig i den vurdering. Han mener, at Shapeshifted TV og computerspil befinder sig i hver sin ende af et spektrum. Det væsentligste skel er, hvor meget handlingen er afhængig af interaktivitet i forhold til historiefortælling. Computerspillene er typisk helt koncentreret om interaktiviteten – de henter deres underholdningsværdi i at gøre spilleren aktiv hele tiden.
TV derimod handler typisk om indlevelse i en persons liv og handlinger og behovet for interaktion er moderat. Det er ikke uden grund, at vi kalder brugerne for henholdsvis spillere og seere.
En anden indlysende forskel er, at selv den version af TV som Williams og hans kolleger har eksperimenteret med typisk består af filmede sekvenser, hvor man højst ændrer rækkefølgen. Computerspil derimod er normalt animerede, hvad der gør dem mindre realistiske, men til gengæld giver meget større frihed med, hvad der kan ske. Doug Williams tror dog, at de to efterhånden vil smelte sammen.
Det interaktive TV bryder med et af de mest dominerende karaktertræk ved fortællende kunst og underholdning, nemlig den lineære fortælling. Næsten alle fortællinger, vi møder i dag, er lineære og forløber fra start til slutning som et tog på skinner. Det gælder både film, bøger, TV og radio.
Man kunne være nervøs for, hvad der vil ske inde i vores hoveder, hvis vi begynder at bryde fortællingen op. Vil vores forståelse af vores liv blive mere fragmenteret? Vil vi ikke længere have fælles fortællinger, fordi alle vores fortællinger bliver individuelle?
Ville vi nogensinde have talt om Kejserens Nye Klæder, hvis H. C. Andersen havde skrevet et interaktivt eventyr, som hans læsere selv skulle stykke sammen? Er vores bedste historier afhængige af et enkelt menneskes geniale indsats for at præsentere vores indsigt på dens mest poignante måde?
Det er jo forbløffende i hvor høj grad en forfatter som H. C. Andersen har leveret analyser og fortolkningsskabeloner for vores liv – fra Den Grimme Ælling og Den Lille Pige med Svovlstikkerne til Skyggen.
Doug Williams svar er, at denne type ensartede masseudbredte fortællinger er en afvigelse fra den historiefortælling, vi har bedrevet længe før. Det er teknologiens skyld, at vi har disse ensartede udgaver af fortællingerne. Bogtryk, film og TV er alle teknologier, der gør det muligt at fordele en masse perfekt ens udgaver af en fortælling til mange mennesker.
Før de teknologier havde vi i lang tid fortalt historier, der blev rettet til på stedet af fortælleren alt efter hans fornemmelse for sit publikum.
Og i øvrigt har vi ikke opgivet den lineære fortælling, vi har bare – med den amerikanske forsker Janet Murrays ord – fået flere sekventielle lineære fortællinger. Det vil sige, at godt nok kan vi vælge mellem forskellige forløb, men de er netop stadig forløb og overholder indenfor sig selv princippet om, at en fortælling forløber fra start til slut.
De er ganske vist ikke længere fælles, hvis vi ender med at kunne designe hver eneste fortælling til vores egen smag. Men vi har også længe været på vej væk fra den fælles fortællings storhedstid, hvor det meste af befolkningen på samme tid satte sig ned og modtog statsradiofoniens autoriserede centralperspektiviske udgave af dagens begivenheder – og hver weekend en udlægning af familiens kriser af Panduro og Bergman.
I stedet har vi de mange TV-kanaler med flimrende realityshows, hvor historien ikke længere er en kunstnerisk analyse og en moralsk overvejelse, men bare en afbildning af abernes brunstige fremfærd.
Og Internettet har, på trods af alle dets kvaliteter, endnu ikke har givet overbevisende bud på fælles fortællinger. Der er kun de forvirrende – ofte ubehagelige – crowd surges, hvor millioner af mennesker pludselig interesserer sig for et forsvundet barn, en bovlam tyrkisk loverboy eller en dansende dreng.
Vores store fælles fortællinger hedder i dag Harry Potter, Casino Royale og The Bourne Trilogy. Sjovt nok er der en klar tendens til, at disse eventyr bliver mere indædte og alvorlige – måske for bedre at opfylde rollen som fælles fortælling?
Mere om NM2:
http://www.ist-nm2.org
Menneske@Teknologi 