Elefanter tænker sig godt om

Elefanter er sandsynligvis meget klogere end vi hidtil har troet. De lever i sociale samfund, der ligner vores og deres intelligens og socialitet rejser klare etiske spørgsmål om, hvordan vi ønsker at behandle intelligente dyr.

Det var en stille dag i Zoologisk Have og jeg stod alene i elefantstalden med Chieng Mai – en elefanthan på omkring 5,5 tons, som tilfældigvis er født samme år som mig.
Chieng Mai kedede sig grumt. Han stod og rokkede frem og tilbage med en snabel, der på hver tilbage kom ud mellem tremmer og snuste i min retning.
Pludselig stoppede han og samlede en kvist op, som han smed let hen over hovedet på mig.
Han vil lege, tænkte jeg og tog den op og smed den tilbage. Det ignorerede Chieng Mai og begyndte at rokke igen. Indtil han igen stod stille med snablen udenfor tremmerne og kiggede på mig. Så lavede han et let svirp med snablen og sendte en solid portion elefantsnot ud over mig.
Det var starten til denne artikel, for der var noget utroligt begavet ved gigantens leg med mig. På trods af hans enorme kræfter kastede og sprøjtede han på en måde, der virkede tilpasset til min lille størrelse.
Så den dag gik jeg fra Zoologisk Have fyldt af spørgsmål om, hvad Chieng Mai havde set, hvor meget han forstod og hvor kloge elefanter egentlig er.

Meget store hjerner
Vi ved uhyre lidt om elefanthjerner. Selvom der er blevet skudt hundredtusinder af elefanter, er der nemlig kun fire elefanthjerner, der er blevet videnskabeligt beskrevet.
Elefanter har en af de største hjerner på kloden. Op til fire gange større end menneskets, men man mener, at tætheden af nerveceller er mindre end i vores hjerne. Derfor har elefanten “kun” lige så mange nerveceller som os. Til gengæld er de områder i deres hjerne, der har med hukommelse at gøre meget veludviklede, så det kunne tyde på, at ordsproget om at huske som en elefant ikke er taget ud af den rene luft. Både forsøg og iagttagelser i naturen har vist, at elefanter har en usædvanligt god hukommelse.
Elefanten er også et af de få dyr, der ikke bliver født med deres hjerne i fuld størrelse. Mennesker bliver født med en hjerne, der omkring en fjerdedel af voksen størrelse – elefanternes er omkring en trediedel af voksen størrelse.

Elefantunge

Elefantungen Gandhi fra Zoologisk Have i København. Her er han 27 dage gammel.

De tænker!
Der er masser af anekdoter om, hvor kloge elefanter er, men solide videnskabelige data er svære at få fat på. Elefanter i fangenskab er næppe på toppen af deres ydelse. Vilde elefanter kræver fantastisk meget plads, og elefantens størrelse har indtil videre gjort det umuligt at undersøge dens hjerne, mens den tænker.
Alternativet er at iagttage elefanten i naturen og prøve at få en mere præcis beskrivelse af dens opførsel. Det mest ambitiøse projekt på området har indtil videre varet 34 år. Det foregår i Amboseli Nationalparken i Kenya, tæt ved Kilimanjaro.
Lederen af projektet er elefantforskeren Joyce Poole, der begyndte at studere elefanterne i Amboseli i 1980. Hendes særlige interesse er elefanternes kommunikation:
– Vi har tusindvis af observationer af elefanter, der kommunikerer. I øjeblikket er vi ved at opbygge en database over deres lyde, som vi håber kan være grundlag for en dybere analyse af deres sprog – fortæller hun.
I Amboseli er der omkring 1500 elefanter, og projektet har en database på over 34.000 observationer af elefanternes sociale liv og kommunikation. Databasen over elefanternes lyde indeholder næsten 7.000 lyde, en del af dem kan høres på projektets website.

Hvad bruger de hjernen til?
Store hjerner hører næsten altid sammen med et komplekst socialt liv. Elefanterne er ingen undtagelse, de er ekstremt sociale. Amboseliprojektet har været et vigtigt redskab til at afsløre hvordan. Den basale enhed i elefantlivet er familien, som består af hunnerne og deres børn.
Familien er ledet af en klog gammel hun og som regel består familien af hendes børn, søstre, børnebørn og så videre. Den gennemsnitlige slægtsafstand er som fætre og kusiner, men familien kan godt optage elefanter, som ikke er i slægt.
Ofte danner flere familier en flok, og et helt områdes elefanter kaldes en klan. Alle disse elefanter mødes uafbrudt, både flokke og familier bliver opløst, omdannet og sluttet sammen i en uendelighed – Joyce Pooles beskrivelse af det lyder fuldstændig som et moderne bysamfund. Når elefanterne mødes, taler de sammen. Hver elefant har omfattende hilseceremonier, som man ikke ved, hvad betyder:
– Elefanternes hilsen er nem at genkende og kan ikke forveksles med anden kommunikation. Men den er alligevel forskellig alt efter hvilke elefanter, der deltager i den. Det gør det meget svært at forstå, hvilke betydning forskellene måske kan have – forklarer Joyce Poole.
Så man ved ikke om elefanterne bare står og hyggebrummer sammen, eller om der kommer en lang og omhyggelig elefantversion af, hvad de har oplevet siden sidste møde.
Elefantsprog er også vanskeligt at aflæse, fordi elefanter signalerer på mange frekvenser samtidig. Hvor mennesker i det store og hele begrænser sig til tale støttet af ansigtsudtryk og betoninger, så er elefanterne bredspektrerede.
Kropspositur, berøring og lugte er ekstremt vigtige for elefanterne, og samtidig er de dygtige til at lave præcise lyde både med deres stemme og deres snabel. De kan også lave subsoniske lyde – lyde under den menneskeligt hørbare grænse på tyve svingninger i sekundet. Disse lyde er ekstremt kraftfulde og kan høres kilometer væk. Og de har vibrationsfølsomme celler i fødderne, så de sandsynligvis kan høre subsoniske lyde med fødderne.

Ordet for afsted
Man kender enkelte ord på elefantsprog. Joyce Poole fortæller, at der er en lyd, som betyder noget i retning af “Nu vil jeg gerne gå i den retning, vil I med?” – en lyd som hun i øvrigt er i stand til at gengive på en overbevisende måde.
Lyden er en dyb brummen, som elefanten giver, mens den står i den retning, hvor den gerne vil gå.
Joyce Poole har studeret en bestemt familie særligt meget. Den kaldes Echo-familien efter sin matriark Echo – som i øvrigt er en stovt dame, der sidste år nedkom med sin ottende unge i den fremskredne alder af tres år.
Joyce Poole referer en karakteristisk afsted-situation, hvor Mor Echo stillede sig i kanten af flokken og foreslog, at de skulle gå, men flokken ville ikke med, selvom hun kaldte på dem flere gange.
På det tidspunkt havde hun en lille unge. Den blev frygteligt ophidset over splittelsen i flokken og begyndte at larme og løbe frem og tilbage mellem moderen og familien. Det tyder stærkt på, at selv den lille unge forstod kommunikationen.

Er der et ord for løve?
For at undersøge, hvor specifikt elefanternes sprog er, har Joyce Poole og hendes medarbejdere prøvet at afspille lyde fra Amboselielefanter for elefanter fra et andet sted i Afrika for at se, om de forstod hinandens lyde.
Brunstlyde forstod de fremmede elefanter uden problemer. Men forskerne havde også en lydoptagelse af en løve, der angreb en elefantunge i flokken – noget som elefanter bliver meget ophidsede og støjende over. Interessant nok reagerede de fremmede elefanter ikke særligt på disse lyde.
Der kan være flere forklaringer: Måske mangler der bare subsoniske komponenter i lyden eller elefanterne forstår den kun sammen med en bestemt kropspositur.
Men der er også en tredie mulig forklaring: At de fremmede elefanter ikke forstår lydene, fordi de taler en anden dialekt. Lidt som hvis et fremmedsproget menneske råber til dig “Pas på, der kommer en gvar!” – det får dig ikke til at hoppe tilbage fra vejen, som hvis han havde råbt “Pas på, der kommer en bil!”
Ideen om, at en elefantklan skulle have et fælles ord for løve eller nogen fælles ord i det hele taget, er meget kontroversiel. Så taler vi om abstrakt sprog og kulturdannelse på en måde, vi normalt ikke tilskriver dyr.
Joyce Poole er ikke meget for at påstå, at elefanterne har nogen af delene – der har været alt for lidt forskning i det – men hun vil gerne have det bedre undersøgt.

Elefanter og erfaringer
Det er svært at afgøre om elefanterne har et sprog, men det er klart, at de har mulighed for at udvikle både sprog og kultur. De lever i langvarige sociale relationer, de lever meget længe og det er sandsynligt, at Amboseli-klanen har levet i det samme område i tusindvis af år.
Det er tydeligt, at elefanterne har erfaringer, som de videregiver til hinanden. For eksempel bruger babyelefanterne en stor del – en sjettedel – af deres sociale kontakt til at lære, hvad de kan spise. Elefanterne spiser utroligt mange ting, men ikke alt, og det er vigtigt for de små at vide, hvad man må spise. Derfor stikker de deres små snabler ind i munden på de voksne elefanter i familien for at lugte til og smage på den mad, som de voksne spiser.
De voksne elefanter lærer også elefantungerne, hvordan de skal parre sig, af. For en hanelefant er det teknisk svært at parre sig med en hunelefant – vi skal ikke komme ind på de nærmere detaljer her.
Unge hanner får lov at følges med fuldvoksne hanner, der er i musth. Det er bemærkelsesværdigt, fordi musth er hormontilstand, hvor hanelefanten er aggressiv og irritabel. Andre voksne hanner bliver jaget væk med stor styrke, især i nærheden af en hun i brunst.
Men den unge hanelefant får lov at stå så tæt som en meter fra det voksne par, når de parrer sig. Med elefantens skarpe sanser er der næppe tvivl om, at den får et præcist indblik i, hvad der foregår og hvordan.

Teenagepiger og mødre
De unge hunelefanter og deres mødre er et endnu mere slående eksempel på denne oplæring. Unge hunner er nemlig også nogle fjumrehoveder til at parre sig. De er villige til at parre sig med enhver han, mens de ældre hunner klart foretrækker store fuldvoksne hanner.
Men de første gange datteren er i brunst, opfører moderen sig, som om hun selv er i brunst:
– I starten troede vi faktisk, at mor og datter kom i brunst samtidig – fortæller Joyce Poole – men efterhånden kunne vi se, at mødrene aldrig blev gravide. Så nu er vores tolkning, at det er en slags skuespil, de opfører for at lære datteren den rigtige adfærd.
Det er i sig selv rigeligt interessant, men det rejser andre spørgsmål, som er endnu mere spændende:
Måske er det tale om en særlig hormonel kemisk proces, hvor moderen kommer i en slags pseudobrunst af sig selv. Men der kan også være tale om undervisning og så er vi inde i et intelligensområde, hvor dyr normalt ikke befinder sig.
Undervisning kræver nemlig, at moderelefanten har en eller anden forståelse af, at datteren ikke fatter den korrekte procedure i forhold til hannerne. Men hvis moderen har det, så har hun det, man kalder Theory of mind – en forståelse af, at hendes datter har en anden bevidsthed end hende selv. Samt en hypotese om, at denne bevidsthed ikke forstår hanner rigtigt og en idé om, hvordan hun kan lære datteren at gøre det rigtige.
Det er intellektuelt tårnhøjt over den læring, man normalt ser blandt dyr. Her sker læring nemlig som efterligning – man ser en anden gøre noget, gør selv det samme, og så kommer der måske noget velsmagende mad ud af det. Men den, der lærer fra sig, behøver ikke at gøre noget som helst eller overhovedet være opmærksom på, at den bliver efterlignet.
Igen er der tale om et område, hvor man kun lige er begyndt forskningen. Joyce Poole ville frygtelig gerne vide meget mere. For eksempel om mødrene kun gør det med deres egne døtre, om de er hormonelt påvirkede af datteren, om de holder op efter et par gange eller når datteren har lært korrekt adfærd og så videre.

Ideen om en handling
Redskabsbrug er en af de måder, man ofte måler højtbegavede dyrs intelligens. Elefanter bruger rutinemæssigt redskaber som for eksempel træstammer til at kortslutte elektriske hegn, pinde til at klø sig med eller vifter til at holde fluer væk. Det er ofte beskrevet, hvordan elefanter afkorter en gren og fjerne kviste for at lave en god fluevifte.
Joyce Poole referer en situation, hvor hun legede med en vild hanelefant i Amboseli – en slags kasteleg med en af hendes sandaler. Da hun til sidst tog sin sandal og gav sig til at snakke med et menneske ved siden af sig, kastede elefanten en lille sten fra omkring ti meters afstand og ramte hende blødt. Måske fordi den godt kunne tænke sig at lege lidt mere.
Et beslægtet spørgsmål er spørgsmålet om ægte indsigt: Kan elefanten overfor et nyt problem forudse hvordan problemet skal løses og udføre løsningen?
Tidligere studier af tamme arbejdselefanter har fået nogle biologer til at mene, at det kan elefanter faktisk, men der er stor uenighed. Joyce Poole har selv oplevet et slående eksempel med Echo-familien:
En hun ved navn Ella skulle føde og hele familien havde stået rundt om og larmet i en halv times tid. Det havde tiltrukket alle elefanter i området heriblandt en ung han ved Ramon, som – forvirret som alle unge hanner – forsøgte at bestige Ella. Det kunne blive meget farligt for den nyfødte unge, når han trådte ned. Men matriarken Echo og hendes voksne datter trådte hen på hver side af den fødende hun og bakkede ned langs med den, så hanelefanten ikke kunne træde ned i den nyfødte.
En forbløffende kompleks og koordineret handling, som selvfølgelig ikke er noget endeligt bevis på noget som helst. Men mange lignende iagttagelser og nogle få forsøg kunne tyde på, at elefanterne faktisk har ægte indsigt på et eller andet niveau.

Vi bør tage hensyn
For Joyce Poole er der efter et halvt livs tæt bekendtskab med elefanter ingen tvivl om, at de er følsomme og intelligente dyr.
Hun mener, at det stiller os overfor væsentlige etiske spørgsmål, hvordan vi ønsker at behandle væsner, der har bevidsthed, familieliv og noget, der bestemt ligner følelser. Kan vi tillade os at slagte dem, ødelægge deres tilholdssteder og holde dem fangne under kummerlige forhold?
Vi forstår slet ikke nok om elefanterne endnu, men noget tyder på, at flokkene bærer på tusinder af års traditioner og erfaringer, som har stor betydning for deres daglige liv. Når vi ødelægger dem, skader vi elefanterne alvorligere og mere langvarigt end vi forestiller os. Og så snyder vi i øvrigt også os selv for oplevelser med et af de mest fascinerende og venlige dyr på kloden.

Vores egne elefanter
Vi er så heldige i Danmark, at vi har mulighed for at se elefanterne på tæt hold, når det passer os.
Hvis man hurtigt vil have en idé om, hvor begavede de er, så skal man prøve at komme til spisetid. På trods af deres størrelse er elefanterne elegante spisere, der manipulerer deres mad med stor nøjagtighed og på mange forskellige måder. At se en elefant pille de yderste blade af en salat, fordi de er beskidte, er en overraskende oplevelse – selvom elefanten som regel spiser bladene bagefter, når der ikke er flere salathoveder.
En anden mulighed er at møde op til elefanttræningen. Den går ikke ud på at lære elefanterne cirkustricks, men at vænne dem til at gøre ting, som gør det lettere for elefantpasserne at undersøge og pleje deres fødder, tage blodprøver og så videre.
Men det er næsten chokerende at se, hvor godt elefanten forstår dyrepasseren, og hvor præcist den kan bevæge sin kæmpemæssige krop.
I Københavns Zoo er det dyrepasserne Claus Pedersen og Nikolaj Rhod, der træner elefanterne. De har henholdsvis tyve og halvandet års erfaring med elefanterne og er rørende enige om, hvor klog en elefant er:
– Man tænker jo meget på, hvor kloge de er – siger Nikolaj Rhod – De er nok lige så kloge som chimpanser, de er bare lidt størrere. Men de er jo en helt anden type dyr, de skal nogle helt andre ting. Det gør det meget sværere for os at forstå dem.
Elefanterne er glade for træningen – eller måske er det godbidderne, der følger med. Nikolaj Rhod fortæller, at det går meget stærkt at træne en elefant. Ofte finder de selv på at gøre et eller andet, hvis træneren ikke lige kan gøre sig forståelig.
Selvom elefanterne kun har en snabel og en enkelt finger i spidsen af den, så er de utroligt behændige. De kan nemt bære to forskellige ting, som en skål og en bold, i snablen samtidig. Hvis de har brug for at bære en tredie ting, kan den holdes i munden, og elefanten kan skifte de tre ting mellem mund og snabel med en klar forståelse af, hvad den skal holde hvor for at bruge det rigtigt.
I Zoo lægger de også meget vægt på at stimulere elefanterne ud fra en idé om, at de har behov for at bruge deres hjerne:
– Der er ikke noget, der piner mig mere end at komme hen et sted, hvor der står en elefant, som er helt død i blikket – fortæller Claus Pedersen – De har brug for at blive udfordret og for at træne deres hjerne, ellers går de i stå.
Noget kunne tyde på, at det er lykkedes for dem. I hvert fald er elefantfamilien i København den elefantfamilie i Europa, der har fået flest unger, og elefanter er ikke så lette at få til at formere sig. I øjeblikket går de og venter på endnu en unge, som muligvis allerede er født, når dette læses.

Links:
Amboseliprojektets website – Elephantvoices – har mange oplysninger om elefanter og eksempler på deres lyde og anden kommunikation:

4 responses to “Elefanter tænker sig godt om

  1. jeg synes virkelig det er noget godt du har skrivet om elefanter man kan godt læse du ved meget om elefanter. jeg vil rigtig gerne arbejde med elefanter jeg har også valgt om elefanter til min eksamen i engelsk jeg er på efterskole nu og har fået en plads i kolding til at tage min uddannelse som dyrepasser man må jo starte et sted også prøve at komme videre der fra. jeg er jo ikke den eneste der vil arbejde med elefanter. men synes det er så fedt og at du er heldig med at du har oplevet det du har.

  2. Hej Stine
    Ja, elefanter er for vilde🙂
    Hvis du ikke allerede gør det, så burde du følge med i Joyce Pooles blog her http://elephantvoices.wildlifedirect.org/ Der diskuterer hun blandt andet om elefanter skal være i zoologiske haver og giver eksempler fra sin forskning.
    Du burde helt klart også overveje at læse hendes bog “Coming of Age With Elephants” – som desværre ikke findes på dansk – det er en temmelig vild fortælling om, hvordan hun selv kom til at arbejde med elefanter.

  3. Super interesaant beskrivelse – og lide vildt at tænke på, hvis det viser sig at holde stik, at de ER så kloge…

  4. Mange tak for en interessant artikel, som jeg nød at læse.
    Desværre befinder vi os, i forhold til at forstå og anerkende andre levende væsener som ligeværdige individer, endnu nærmest på sinkestadiet.
    To ting har altid undret mig, dels hvorfor mennesket fratager alle andre arter end sig selv, evnen til at tænke og føle.Og dels hvorfor videnskaben, stadig den dag i dag, bliver slået af vantro, når dyr viser tegn på en adfærd langt mere nuanceret end det, der bare kan tilskrives instinkter og betinget adfærd.
    Jeg kan ikke komme frem til andre konklutioner, end at det må være vores snæversynethed og et vist hovmod, der står i vejen for at begribe, at andre arter end os selv kan være udstyret med bevidsthed og følelser.
    Dertil kommer, at mange dyr jo givet er udstyret med andre bevidsthedsniveauer, sanser og evner, som ligger udenfor vores fatteevne, og som vi derfor ikke er i stand til at registrere.
    At elefanter (såvel som mange andre dyr) er højt intelligente, og deler mange af de samme følelser som mennesker, burde det nu ikke tage tredive års forskning at nå frem til.
    Men måske er forklaringen, på hvorfor den erkendelse har så svært ved at slå igennem den, at vi derved vil få sværere ved etisk at forsvare udnyttelsen af vores medskabninger.
    Som det også nævnes i artiklen, afskærer vi derved også os selv fra en masse oplevelser. Men det er ikke det eneste, vi lukker også af for en indsigt, der ville give os et langt sandere billede af livets og jordens mangfoldighed, og måske en lidt mere ydmyg tilgang til vores egen rolle.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s