Sådan bliver de rige rigere

Det kan undre, at det altid er de rige, der bliver rigere. Men nu har en amerikansk matematiker bevist, at der faktisk er tale om en slags naturlov, som oven i købet gælder for mange andre områder.

For de fleste af os er rigdom noget, vi er tilskuere til. Vi ser til i undren, mens andre mennesker tilsyneladende tjener masser af penge næsten uden at gøre noget. Nogle af de rige ser endda ud til at tjene penge hurtigere end de kan bruge dem, uanset hvor vildt de smider om sig med dem.
For os, der ikke har prøvet, kan det være svært at forstå, hvordan man bliver så rig som den russiske oliemilliardær Abramovich, der jævnligt bygger endnu en lystyacht til milliarder af kroner.
Forklaringen er imidlertid en slags naturlov, som både gælder for de rige, men også for molekyler i vores celler og såmænd også for hardwaren på Internettet.
Den amerikanske forsker Raissa D’Souza, der arbejder både for Microsoft Research og University of California, har lavet både en matematisk beskrivelse af denne naturlov og et bevis for den.
– Det er først i de seneste ti år, at vi har forstået, hvor udbredt det her er og begyndt at forske i noget, der viser sig at være generelle principper for naturen – forklarer hun.

Iagttagelsen af, at de rige bliver rigere, er ikke ny. Allerede i Biblen stod der “For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” (Matt. kap. 25 v.29).
Den ungarske matematiker George Pólya lavede en mere præcis matematisk beskrivelse i 1926. Siden har andre matematikere, sociologer og biologer arbejdet med det. Blandt forskere er det blevet kaldt Matthæuseffekten efter Matthæusevangeliet, som sætningen står i.
Mere præcist handler det om, at rigdommen i et samfund næsten altid bliver fordelt på en bestemt måde: I den ene ende findes der en masse mennesker, der kun har lidt. Så er der et langt midterstykke, hvor folk bliver stadig rigere, samtidig med, at der bliver færre, jo rigere de bliver. Og i den yderste anden ende findes der nogle ganske få mennesker, der er uhyrligt rige. (illustration her)
Der kan være forskelle på, hvor skarp fordelingen er, men hvis man kigger på indbyggerne i en by, i Danmark eller hele verden, så vil rigdommen være fordelt efter dette princip.

Matthæuseffekten gælder imidlertid for meget andet end rigdom. Det gælder for eksempel også for størrelsen og væksten af byer. Hvis vi kigger på de danske – eller alle verdens – byer, så er deres størrelse fordelt præcist efter denne regel.
I videnskabens verden gælder det også for den anerkendelse, forskerne får for deres arbejde. Her er det ikke deres fysiske størrelse, der er afgørende, men hvor kendte de er – kendte forskere får mere anerkendelse for deres resultater end ukendte forskere, der laver noget lige så betydningsfuldt.
Det gælder desuden for mere abstrakte ting som computernetværk. Her kigger man ikke på rigdom, men antallet af forbindelser fra et punkt i netværket til et andet. Her vil der altid være nogle få med mange forbindelser, mens langt de fleste kun vil have nogle få forbindelser.
Man har endda vist, at det gælder for så anderledes en verden, som molekylerne i vores celler. Man har kortlagt alle aktive proteiner i bananfluens gener og fundet ud af, at de organiserer sig på samme måde. Langt de fleste proteiner har kun forbindelse til et eller to andre proteiner, mens nogle ganske få har forbindelser til mange af de andre proteiner.

Det mærkelige ved denne regel er, at den gælder for så mange ekstremt forskellige områder – det er svært at fatte, hvorfor proteiners forbindelser og byers vækst tilsyneladende bliver styret af de samme regler.
Raissa D’Souzas forklaring er, at de alle er systemer, der er organiseret på en helt bestemt måde. De er nemlig alle netværk:
– Matthæuseffekten findes i alle den slags organiseringer, man kalder netværk – forklarer hun til Samvirke – og de fungerer slet ikke efter for eksempel de statistiske regler, vi ellers kender.
I D’Souzas matematisk videnskabelige verden er netværk noget lidt andet end det vi normalt tænker på. Netværk er et system af selvstændige enheder, der har forbindelser til hinanden. Derfor er forbindelser mellem en gruppe mennesker et netværk, en by er et netværk og selvfølgelig er et computernetværk et netværk. Men også proteinerne i vores celler er et netværk, fordi alle proteinerne har forbindelser til hinanden. Og selvfølgelig indgår cellerne i vores hjerne i et netværk.

Der er flere hypoteser om, hvorfor netværk organiserer sig på denne måde. En af de mest accepterede hypoteser er, at de bliver mere robuste. Hvis en stump af netværket bliver fjernet, så vil skaden være begrænset for resten af netværket, hvis det er en af de mange “fattige”, der forsvinder. Det er kun, hvis en af de få rige – centrale – enheder med mange forbindelser bliver ramt, at hele netværket tager skade.
Men D’Souza mener, at hun og hendes kolleger har gjort en anden hypotese mere aktuel: nemlig at der tale om en form for optimering af netværket. Alle disse forskellige netværk fungerer nemlig bedre, hvis de er struktureret på den beskrevne måde.
Optimeringen opstår, fordi hvert enkelt element har en fordel af at handle sådan, at Matthæuseffekten opstår.

Det er lettere at forstå, hvis man overvejer et konkret eksempel som byers størrelse. Når vi ønsker at gøre noget i en by, har vi som regel flere byer at vælge mellem og når vi vælger en, forsøger vi at gøre det bedste valg – vi optimerer vores personlige valg.
Hvis vi sammenligner to byer som Uggerløse – en lille landsby midt på Sjælland – og København, så er det let at se, at for næsten alle de ting, vi vil gøre, er det bedste valg København. Hvis vi søger et nyt sted at bo, så vil lave priser og landlig idyl måske gøre Uggerløse til det bedste valg. Men hvis vi søger arbejde, vil holde en konference, skal have en sjov aften, starte en uddannelse etc. så vil København stort set altid være det bedste valg.
Det samme gælder hvis man vil være rig – så er det bedre at kontakte en med penge omkring sig. Hvis man er en computer, der gerne vil i kontakt med andre computere, så er det bedste at kontakte den computer, der har flest forbindelser.

For D’Souza er denne nye forståelse af netværk et vigtigt redskab til at forstå andre lignende netværk og de fænomener i både naturen og vores samfund, der opstår som følge af dem.
For dem, der gerne vil være rige, kan man uddrage et par gode råd – men man skal være opmærksom på, at Matthæuseffekten ikke er en ubønhørlig lov som tyngdekraften. Man kan godt blive rig uden den, for eksempel ved at være dygtig.
Hvis man vil udnytte Matthæuseffekten, så er de gode råd: Man skal have et stort socialt netværk, helst af rige mennesker. Det er en god idé selv at være rig. Og hvis man ikke er det, kan det måske hjælpe at lade som om.

Bragt i Samvirke nr. 9/08

One response to “Sådan bliver de rige rigere

  1. I’ll immediately seize your rss as I can’t in finding your e-mail subscription hyperlink or newsletter service.
    Do you have any? Kindly let me realize so that I may
    subscribe. Thanks.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s