Det sidste teknologien skal give os

Vi udvikler teknologi med stadig stigende hast. Men målet kan være svært at se – forsker tror, at vi skal genforenes med verden.

Hele vores liv er præget af et materielt liv, der hele tiden flytter sig. Dele af vores kultur – som for eksempel Computerworld – har som eneste formål at optegne og vejlede os i denne udvikling.
Alligevel er det utroligt sjældent, at vi overvejer, hvor udviklingen i den større sammenhæng skal føre hen. Som de mest uvidende fodsoldater på en tusind kilometer lang march kigger vi sjældent mere end to skridt frem. Når vi er rigtigt visionære, kigger vi måske frem til næste dags marchafsnit.

Nu ved vi alle, at det for enhver rejse ikke er målet, der er det vigtigste, men rejsen dertil. Og at vi uanset, hvor vi rejser, altid vil rejse ind i os selv – og så videre.
Men teknologi er en uhyre konkret og praktisk beskæftigelse, der ligger langt fra østerlandsk filosofi og vesterlandske new age klicheer, så man kunne forvente en mere konkret målopsætning – noget i stil med et mission statement.

Vi har en implicit idé om, hvad vi ønsker at gøre med teknologi. Den er både diffus og findes i mindst to forskellige versioner.
Den ene lyder, at vi vil lave hvad som helst, der kan sælges. Den stadige udvikling af nye ting gør det muligt at sælge mere.
Den anden er en anelse mere generel. Den siger, at vi laver nye teknologi for at løse problemer. Den overordnede diffuse idé er, at vi skal gøre livet bedre for os alle sammen.
Ingen af dem giver nogen særlig god fornemmelse af, hvor det hele skal føre hen. Skal vi for eksempel ende i et økologisk paradis, hvor vi endelig har forstået at leve i fred med naturen? Eller sigter vi snarere mod en verden, hvor alt er mekanisk og skabt udelukkende til vores bedste, og derfor er under vores fulde kontrol? Eller kan vi bedre forestille os en verden, hvor vi ikke bekymrer os om andet end at blive underholdt og måske endda være i ekstase, mens vores intelligente systemer sørger for at håndtere den praktiske verden?

Under alle omstændigheder kan vi ikke være i tvivl om, at vores teknologi opstår og udvikler sig som en forlængelse af vores biologiske liv og vores psykologiske reaktion på det. Vores teknologi er en afspejling af vores begær, vores angst og hele vores psykologiske struktur.
Det vil den altid være. Derfor vil det måske være muligt at forudsige, hvornår vores psykologi ikke længere vil kræve en teknologisk udvikling.
Det mener i hvert fald Alessandro Tomasi. I en længere artikel i online tidsskriftet Journal of Evolution and Technology forsøger han at bruge den franske bibliotekar og filosof George Batailles teorier til at pege på det kritiske punkt i forbindelsen mellem menneske og teknologi.

Bataille døde i 1962 og har næppe nogensinde tænkt over hverken computere eller andet moderne teknologi. Han var inspireret af folk som Nietzsche, Marx, Hegel og Marquis de Sade og blev selv en væsentlig inspiration for moderne franske filosoffer som Derrida og Foucault. Og så skrev han frimodige filosofiske romaner om incest og perversion (Historien om Øjet kan anbefales, findes på nettet her: supervert.com/elibrary/georges_bataille).
Det kræver brutal forkortelse af indviklede argumenter, men jeg skal prøve at forklare, hvorfor Tomasis analyse af sådan en ikke-teknologisk filosof er øjenåbnende:

Tomasi bruger Bataille-begrebet intimitet – ikke intimitet som vi kender det med vores kæreste, men i en bredere betydning. Intimitet er et spørgsmål om at være intim med verden.
En helt almindelig computermus er et godt eksempel fra vores egen verden. Vi kan undersøge og forstå en computermus ved at sætte os ind i dens mekanik, forstå de fysiske betingelser for elektronikken og så videre. Hvis vi er rigtig flittige, kan vi få en meget indgående intellektuel forståelse af musen.
Men vi kan også forstå en mus på en helt anden måde – den som vi normalt bruger. Det er en forståelse med kroppen og den ubevidste del af vores nervesystem. Det er denne forståelse, vi har, når vi bruger musen. Når vi bliver rigtigt gode til det, så forsvinder musen fra vores bevidsthed. Vi behøver ikke et sekund at tænke på musen eller have nogen forståelse af dens indre mekanik for at bruge den glimrende.

På denne måde bliver musen en del af vores krop på næsten samme måde, som vores hånd er det. Andre helt moderne teknologifilosoffer som Andy Clark har forklaret vores forhold til teknologi på denne måde.
De mener at vores nervesystem ikke skelner skarpt mellem det biologiske redskab, som vores krop er for nervesystemet, og så eventuelle teknologiske tilføjelser. Vi kender alle sammen masser af eksempler på redskaber, som vi først kan bruge rigtigt, når vi har gjort dem til en del af vores krop – kniv og gaffel, pennen og såmænd også cykel og bil kan næsten kun fungere på denne måde.
For nervesystemet er vores hånd lige så meget et redskab, som den mus hånden holder.. En biologifilosof som Daniel Dennett formulerer det endda som et spørgsmål om identitet: “Jeg er det, jeg kan kontrollere” på denne organiske facon.

Den intellektuelle forståelse af musen er tydeligvis nødvendig for at kunne konstruere en mus. Det er samtidig den måde at forstå musen på, der fjerner os fra verden. Vi skal analysere materialer og fysiske funktioner og har slet ikke kropslig kontakt med det, vi forstår.
Den anden kropslige brug af musen er intim. Her bliver musen og vi til én ting – musen forsvinder fra vores bevidsthed, og vi er komplet uvidende om, hvordan den virker.
Denne intimitet har dyrene med hele deres verden, som Tomasi/Bataille beskriver det. For dyrene – i hvert fald dem uden selvbevidsthed – er der ikke forskelle mellem dem og deres omverden. Som Bataille beskriver det meget smukt, så er dyrene som “vand i vandet”. De lever kun i øjeblikket uden forskelle mellem sig selv og deres omverden.

Faktisk argumenterer Tomasi, at kun teknologier, som kan opnå denne form for intimitet med deres brugere, bliver en succes. Vi accepterer kun teknologier, som på en eller anden måde vil befri os for besvær og/eller øge vores kunnen.
Det passer fint med vores subjektive erfaringer – en mus, der hele tiden kræver vores opmærksomhed, er ikke nogen god mus. Og når vi bliver bjergtaget af iPhones taktile brugerflade, er det vel fordi vi netop kan opnå denne fornemmelse af sammensmeltning med teknologien?

Det er denne form for intimitet, som Tomasi med Bataille mener, er slutmålet for teknologien.
Ganske vist udvikler vores teknologi sig på en evolutionær måde – i en lang række af tilpasninger, hvor de bedste overlever – og sådan en evolution har ikke i sig selv et mål.
Men vores krav til teknologien giver den alligevel et slutpunkt. En af de klare tendenser i vores teknologi er, at vi erstatter organisk med mekanisk eller måske snarere biologisk med teknologisk. Det sker, når bilen erstatter hestevognen, computeren erstatter pen og papir og pacemakeren hjælper hjertet.

Hvis man fører den tanke videre, så ender den i at erstatte biologiske mennesker med mekaniske mennesker. Når det sker, kan man sige, at vi som mennesker er vendt tilbage til intimiteten med vores omverden – vi har generobret kontakten med den.
Bataille formulerer sig i et erotisk sprog og taler om en omfavnelse og forening af os med verden. Det kan lade sig gøre med en overlegen teknologi, hvor vi er forsynet med alle de nødvendige ting i livet. Som androider behøver vi ikke længere at frygte hverken sygdom, død eller noget som helst andet – det skulle da lige være hele vores kulturs sammenbrud. Som androider bliver vi en slags mekaniske guder.
Så kan vi endelig oplevet livets muligheder uden begrænsninger.

Det er stærke sager og som prosaiske danskere har vi måske svært ved at fælge med.
Men selv hvis man er uenig, er Tomasis tanker højst interessante. Er der et mål med vores teknologi – eller i hvert fald en bestemt retning? Er denne retning bestemt ikke bare af vores umiddelbare praktiske behov, men også af dybereliggende psykologiske strukturer som vores trang til genforening – intimitet – med verden?
Hvis Tomasi har ret, og endemålet for vores udvikling af teknologi er at gøre os selv til androide overmennesker, så giver det en helt ny vinkel på for eksempel teknologietik.
Det kan også forbedre vores idé om, hvad vi gør nede i vores dag-til-dag udvikling af teknologi – og det er måske det Steve Jobs forstår bedre end nogen andre mennesker?

Læs Alessandro Tomasis artikel…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s