Uddannelse er tidsspilde

Vores uddannelsessystem er et ineffektivt makværk bygget på ideer, der var forældede for tyve år siden. Ny teknologi er den eneste vej frem.

Det jeg husker bedst fra min skolegang, er et ekstremt spild af tid og talent. Vi brugte det meste af vores tid på noget, der lignede et kursus for lydighedstræning af hunde. Det var os, der var hundene.
Senere kom jeg på universitetet, hvor jeg spildte mindst lige så lang tid. Men på et højere plan og nu var det min egen skyld, hvis jeg tågede rundt og ikke havde nogen klar idé om, hvad jeg kunne lave og hvorfor.
Så den smule jeg kan nu, er hovedsagelig et tilfældigt resultat og ikke slutprodukt af en målrettet indsats fra et uddannelsessystem.

Vores uddannelsessystem er formet i starten af forrige århundrede, og selv i dag er systemet så ude af trit med virkeligheden, at de kalder IT for IKT – det står for Informations- og KommunikationsTeknologi, som om man kunne have det ene uden det andet.
Den sidste dag i januar kom Fremtidspanelets rapport “12 udfordringer for videnpolitikken”. Her forsøger de blandt andet at forholde sig til de væsentligste udfordringer for uddannelse.
Det er desværre en tam affære. Vi skal sørge for, at flere fra de lavere sociale lag får en uddannelse, fordi vi ellers taber deres talenter. Vi skal sørge for lavere frafald på uddannelserne og så videre. Alt sammen udmærket og helt umuligt at være uenig i – men ikke ligefrem visionært. Har de mennesker slet ikke hørt om teknologisk forandring?

Sjovt nok udkom der dagen før et næsten lignende dokument i USA. Det var det amerikanske luftvåbens white paper om fremtidens uddannelse i luftvåbnet. Luftvåbnet er den amerikanske hærs mest avancerede arbejdsplads med 700.000 ansatte, der skal undervises i vidt forskellige emner.
Der er mere sprængstof i deres vision. Blandt andet en klar definition af de nye muligheder og udfordringer, som fremtidens teknologi giver os. De starter med at definere digitale immigranter og digitale indfødte. Immigranterne er os født før 1980, som har fået fastlagt dele af vores sociologi og informationshåndtering i en tid uden computere. De indfødte er dem, der aldrig har kendt et liv uden internet og computere og derfor har en helt anden informationssociologi.

Luftvåbnet tror, at undervisning mere skal ligne computerspil. Uddannelse skal være sjovt og interessant og noget, man kan gøre når som helst og hele tiden.
Forbløffende i øvrigt, hvor ofte det sjove mangler i moderne undervisning – selv hunde synes formentlig bedre om deres lydighedstræning.
Flyvevåbnet forestiller sig, at deres hovedredskab vil være en virtuel base, hvor de studerende kan træne og uddanne sig på alle mulige måder. Et af de centrale elementer er, at de studerende her skal kunne vedligeholde en kontakt med en gruppe af mentorer, som følger med i hver enkelt students uddannelse – det skal være en gruppe, fordi de studerende typisk skal have flere forskellige uddannelser, som ikke kan dækkes af en person.

Luftvåbnets vision indeholder en aktiv idé om, hvordan vores teknologi vil udvikle sig, og hvordan det vil ændre vores opfattelse af undervisning. Det er en vision, der også klinger godt sammen med den nyeste viden om, hvordan mennesker bliver rigtigt dygtige.

De fleste af os tænker formentlig, at vi bliver nogenlunde så dygtige, som vi kan. At vores medfødte evner sætter grænserne for os.
Men det er helt forkert. En af de største undersøgelser af, hvordan de bedste bliver så gode, er Cambridge Handbook of Expertise and Expert Performance. Det er knap tusind siders omhyggelig opsummering af vores viden om, hvordan vi bliver genier og eksperter.
Genier er nemlig ikke noget, vi er født som, det er noget, der skal plejes frem. Den superkorte udgave af deres konklusioner lyder sådan:

– Genier bliver ikke født som genier. Langt de fleste af de genier og virkeligt dygtige personer, som undersøgelsen beskæftigede sig med, var kun normalt til godt begavede – som børn var de ofte uden særlige evner indenfor deres område og uden lysende høj intelligens.
– De var blevet dygtige ved at træne hårdt – rigtig hårdt. De bedste indenfor et hvilket som helst område har typisk trænet otte timer eller mere om dagen i mindst ti år. For at træne så meget skal man både have motivation og økonomisk/social mulighed for det. Det er altså i høj grad ydre omstændigheder, der bestemmer, om man kan gøre det.
– Endelig viser det sig også, at en dygtig mentor er afgørende for næsten alle. Mentoren skal arbejde indenfor det område, som barnet ender med at specialisere sig i. Det er en person, som forstår og forudser de problemer, som dukker op i løbet af træningen, så de kan løses uden at bremse eller helt stoppe barnet.

Det burde ikke undre os, vi kender alle historier, der fortæller lige præcist dette. Vi ved, at Mozart skrev sine første værker, da han var fem år gammel. Men det er ikke altid, at vi får at vide, at hans far var en meget dygtig musikunderviser, der skrev bøger om, hvordan man laver god musikundervisning – og så var han dybt engageret i sine børns undervisning.
Eller hvad med de tre Polgar-søstrer? Deres far Laszlo Polgar besluttede før deres fødsel, at han ville bevise, at “genier bliver skabt, ikke født”. Han kastede sig ud i et grundigt træningsprogram for de tre fra de var helt små. Han valgte at træne dem i skak, og de tre piger opnåede at blive verdens tre bedste kvindelige skakspillere. Den bedste – Judit Polgar – blev verdens indtil da yngste stormester og verdens suverænt bedste kvindelige skakspiller.

Det var næppe alle, der kunne have gjort dem kunsten efter. Men det er helt klart, at de blev så gode på grund af den undervisning og den sociale støtte, de fik.
Det er fantastisk gode nyheder, for det betyder jo, at langt de fleste af os kan nå meget høje niveauer i det erhverv, vi vælger. En nødvendighed i en stadig mere kompleks verden, der kræver stadigt dygtigere mennesker.

Det er derfor, det er så frustrerende at læse Fremtidspanelets vage og teknologisk uvidende forslag til, hvordan vi møder fremtidens udfordringer. Ekstra frustrerende fordi vi aldrig ser den slags visioner fra officielt hold. Uddannelsessystemet er stadig ved at assimilere, hvad emails kan betyde for undervisningen.
Hvis vi derimod skal lade os inspirere af det amerikanske luftvåben og Cambridge rapporten, så er der to indlysende områder ar forbedre – vejledning og motivation:

Vejledning – det er et gigantisk problem, at nutidens undervisningssystem indeholder så lidt en-til-en undervisning og i stedet koncentrerer sig om flokundervisning. Cambridgerapporten siger klart, at en-til-en undervisning er central for effektivitet og hurtig udvikling af de studerende. Og underviseren kan ikke være en hvilken som helst nyuddannet seminarist.
Så frem hvad mail kan gøre for undervisningen, burde man fokusere på, hvordan man opbygger komplekse mentornetværk, så børn og unge kan komme i kontakt med mennesker, der virkelig kan hjælpe dem fremad.
Og så burde lærerne kobles ind på lignende netværk, så ingen nyuddannet lærer arbejder uden sit mentornetværk og sin grundige plan for at blive en dygtig underviser. Alt sammen gjort muligt med avancerede kooperative teknologier, hvor lærer og elever kan mødes uden hensyn til tid og sted.

Motivation – er det, der skal holde eleverne ved ilden i de mange timer. Her er problemet, at det meste undervisning foregår i en fiktiv verden, hvor ingen har brug for de resultater, som eleverne når frem til. Der er næppe noget mere demotiverende.
Det vi har brug for er godt gammeldags børnearbejde. Det er næppe tilfældigt, at netop musik og skak er områder, hvor de unge genier trives. Her kommer de nemlig hurtigt i kontakt med den verden, hvor de skal arbejde som voksne. Det giver deres træning og undervisning et synligt formål. Uddannelse og træning falder naturligt sammen med udøvelse.
Det kunne gøres på andre områder med moderne virtuelle teknologier. Vores vision burde være at fjerne skolen fra skolen og i stedet flytte den ud i det virkelige liv. Børnene burde virtuelt kunne følge med deres forældre – eller deres mentorer – på arbejde og bruge i hvert fald en del af deres tid på en rigtig arbejdsplads og rigtige opgaver.

Vi burde nok med det samme begynde på denne ombygning af vores uddannelsessystem, for det kan nemt tage tyve år at opbygge de redskaber og strukturer, der er nødvendige.

Læs US Airforce white paper…
Fremtidspanelets rapport…

2 responses to “Uddannelse er tidsspilde

  1. Enig, spændende læsning

  2. Meget spændende, jeg er ikke uenig, men jeg har ikke kunnet få ud af teksten hvilke argumenter, som gør, at jeg skal være enig.

    For mig at se er der mange påstande med reference til undersøgelser, men hvorfor skulle din metode være bedre til andet end netop musik og skak?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s