Retten til at være uset

Danmark bliver i en ny rapport om privatliv beskrevet som et overvågningssamfund med faldende standarder for beskyttelse af oplysninger borgernes handlinger.

At være privat.
Prøv at bruge et par øjeblikke på at overveje, hvad det er.
Privat er et diffust begreb, som på en facon handler om at være asocial. Det handler om muligheden for at unddrage os de andres syn – for at være væk fra de andre.
Ekstremt vigtigt i et samfund, hvor vi lever næsten på hinandens tæer. Her kan vi kun være væk fra hinanden, hvis der findes strukturer, der giver os mulighed for det. Masser af elementer i vores daglige liv har en funktion i vores privathed – fysiske ting som døre, der kan lukkes, gardiner, der kan trækkes og lydisolering er vigtige, ligesom sociale regler om, hvornår vi må lytte og hvordan andre må fotografere os i det offentlige rum og så videre.

At være privat er muligheden for til en vis grad at kunne styre, hvad de andre ved om os. De andres vurdering af os og deres holdning til os er bestemt af de ting, som de ved om os. I princippet ikke noget problem, hvis vi alle var tolerante og følsomme væsner, der vurderede alle andre ud fra deres bedste intentioner.
Altså en lykkelig tilstand, der let kunne realiseres, hvis vi alle var ens socialiseret og hinandens sjælevenner.
Men vi er ofte nogle skinhellige skiderikker, der fordømmer andre ud fra en eller to handlinger uden at tænke på alt det andet, som personen har gjort eller består af. Vi har en tendens til at lede efter svagheder hos de andre, fordi vi så selv kan føle os mere sikre eller forbedre vores egen stilling.
Endelig skal vi ikke overse, at de andre ofte er nogle mærkelige og ubehagelige væsner.

Derfor har vi udviklet en masse teknikker til at styre, hvad de andre ved om os. Det gælder på et nærmest biologisk plan, når vi er i stand til at styre vores ellers ekstremt udtryksfulde mimik. Der er situationer, hvor vi ikke ønsker, at de andre skal være i stand til at aflæse vores angst eller vores sårbarhed – det er også derfor evnen til at beherske sårbarhedens mimik er størst i socialt hårde miljøer.
Socialt har vi opbygget en kompleks struktur, der styrer, hvordan vi deler oplysninger med alle de andre. Den er så omfattende, at alt vi fortæller andre mennesker, har en indbygget markør, der fortæller, hvem det andet menneske må fortælle det videre til. Når du betror dine nærmeste venner noget om dit indre sjæleliv, må det ikke fortælles videre på samme måde, som den løse snak med folk på arbejdet.

Så man kunne argumentere for, at hele vores sociale samvær er baseret på sin modsætning, den asociale privathed – grænserne for det sociale samvær, grænserne for det sociale jeg. Det private er en slags fredszone, hvor vi har magt over vores eget liv. Hvor vi bestemmer, hvem der må komme ind, og hvem der ved hvad.
En logisk følgeslutning kunne være, at det ikke er tilfældigt, at vi har dette privatliv. At det har en psykologisk funktion i både vores liv og vores socialitet, som er vigtig.

Derfor er det foruroligende, når denne balance bliver voldsomt og dynamisk ændret, som den gør i øjeblikket – både af ny teknologi og af vores angst for voldelige sociale overtrædelser, hvad enten de er almindelige forbrydelser eller trusler om terror.
Tendensen i de seneste år har været en konstant indskrænkning af vores privatliv. Nogle gange af praktiske grunde – vi siger ja til cookies, fordi de får vores websites til at fungere bedre – så pyt med, at de afslører alle vores vaner og interesser.
Andre gange som en simpel funktion af teknologien selv. Min mobiltelefon har registreret sig på 156 forskellige master de seneste 48 timer, så for dem, der er interesserede, er mine bevægelser godt kortlagt. Mine telefonvaner er lige så grundigt overvåget og bevaret – formentlig kan man finde oplysninger om hver eneste telefonopringning, jeg har lavet de seneste fem år hos telefonselskaberne.
Og nogle gange mindsker vi helt bevidst vores privatliv. Formentlig er jeg blevet fotograferet af mindst halvtreds videokameraer indenfor de seneste 48 timer.
Meget private oplysninger om min krops tilstand – og måske min psykes – opbevares i sundhedsvæsnet, hvor de i nogle tilfælde er tilgængelige for ret mange mennesker. Allerværst i den sammenhæng er, at jeg faktisk ikke ved, hvor grundigt de er beskyttet og hvor meget indflydelse jeg har på, hvem der kan læse dem..
Og et eller andet sted går jeg vel ud fra, at de amerikanske sikkerhedsrobotter tjekker hver eneste email, jeg skriver.

Den teknologiske udvikling, hvor mange oplysninger kan opsamles, opbevares og kopieres ekstremt let, gør overvågningen meget lettere end den var i de gamle overvågningssamfund. Når først oplysninger er genereret, bliver de ved med at være tilgængelige, og hvis nogen har den fornødne interesse, er det ofte muligt at få fat i dem.

Privacy International – en verdensomspændende græsrodsorganisation – udgav kort før jul deres nyeste rapport om privathed i hele verden.
I rapporten bruger de en mere præcis teknisk definition af privthed og deler det op i fire områder:
Informationsprivathed, som handler om, hvordan vi indsamler og håndterer de data, som det offentlige har om os.
Kropslig privathed handler om, hvordan vores fysiske krop er beskyttet mod indgreb som for eksempel genetiske og andre medicinske test, og det man på vidunderligt engelsk kalder cavity search.
Kommunikationsprivathed er muligheden for at vi kan kommunikere med hinanden uden, at andre læser vores post eller lytter til vores samtaler. Den findes næpe mere med mindre man bruger krypteret kommunikation.
Områdeprivathed handler om, hvor meget bestemmelse, man har over de områder, man befinder sig i. Er man beskyttet mod tilfældige undersøgelser, videoovervågning og så videre?

Normalt får Danmark gode karakterer, når vi bliver vurderet i forhold til andre lande om borgeres rettigheder, men Privacy Internationals rapport giver os næstlaveste karakter, kun et lille hak over rigtige overvågningssamfund som Rusland og USA.
Beskrivelsen af Danmark lyder, at det er et samfund med omfattende overvågning og endda med faldende beskyttelse af privatlivet.

Rapporten arbejder med pointskala fra 1 til 5 – 1 er overvågningssamfund, 5 er borgerbeskyttelse efter bedste menneskerettighedsstandarder. Landene bliver vurderet på en lang række forskellige områder og får til sidst en samlet karakter.
Danmarks karakter er kun 2, hvad der holder os i gruppen af “extensive surveillance societies”. Det er ikke godt, men det skal med i billedet, at Sverige kun klarer 2,1 og bedste land er Grækenland med 3,1.

De danske problemer handler blandt andet om, at Grundloven ikke særligt tydeligt beskytter vores privatliv. At politi og efterretningstjenester faktisk har meget omfattende muligheder for at aflytte, overvåge og teste personer.
Desuden er der institutionelle problemer. For eksempel at Datatilsynet er økonomisk styret af Justitsministeriet, som i princippet er en af de institutioner, de skal overvåge.
Endelig beskrives Folketinget som alt for ivrig efter at indføre overvågningsprogrammer.

Man kunne argumentere, at rapporten ikke tager tilstrækkeligt højde for kulturelle forskelle. De kunne betyde, at de måske ikke alt for tydelige danske regler bliver bedre overholdt end de skarpere regler i et land som Rumænien, der er nummer to på listen.
På den anden side er det tankevækkende med en kølig analyse udefra, der siger, at på dette område er vi langt fra så gode, som vi tror.
Beskrivelsen af Folketingets iver efter at indføre overvågningssystemer er også en beskrivelse af et populistisk og provinsielt politisk system, der ikke tænker principielt, men lader sig drive af aktuelle strømninger.

Det er en central menneskeret at have mulighed for at være privat og for at have en vis kontrol med de data, som andre kan finde om en. Det er også et fundamentalt psykologisk krav i et samfund, hvor vi lever så tæt som vi gør.
Meget tyder på, at vi skal til at forsvare disse rettigheder mere aktivt.

Læs rapporten her…

One response to “Retten til at være uset

  1. jeg må indrømme at dette er rystende læsning. Dog er det jo noget Danskerne selv stilsigende har været vidne til i de sidste 20 år, med en kræftig stigning af overvågning i de sidste 7-8 år. feks. helt klare brud på grundloven og menneskeretighederne med den såkaldte Rockerlov. Med den i hånden kan myndighederne helt klart overvåge alle i Danmark uden at skulle forklare noget og det er med alle midler..
    Det er klart for enhver at vi i Danmark naturligvis skal have lov og orden ( som vi altid har haft) men i et samfund som det Danske, der er så utroligt gennemsigtigt og småt, skulle man jo mene at de metoder man i de sidste år har gennemført er overflødige, eller er det fordi man i myndigheder mener at der er en smule uro at spore ? Jeg mener at et samfund der virkelig er nødsaget til disse tiltag, er et meget fattigt samfund, der er meget bange..
    Samtidigt skal det jo nævnes at de fortilfælle vi kan se i historien, alle er faldet med stor folkelig modstand til følge. hvis dette sker, tror jeg at det vil være en begrænset fornøjelse at have een af dem der kontrollere disse infomationer men i disse tider indsamler..
    Jeg hører helt klart til den meget store gruppe af danskere der ikke ønsker den slags opmærksomhed fra mundighederne og ved at denne gruppe af danskere, der er meget opmærksom på problemet er stærkt stigende.

    For mig, er der ingen tvivl, myndighederne er nød til at gå aktivt ind i en nedtrapning af den meget klodsede overvågning og være ærlige vedr. hvor og hvordan de overvåger således Danskerne selv kan tage stilling til hvor meget vi vil være med til. inden det unden tvivl vil ende med stor og måske blodig modstand.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s