Robotter i din hverdag

Selvstyrende robotter er ved at blive en del af vores samfund – robotforsker Kerstin Dautenhahn giver en idé om vores daglige omgang med dem.

De står i døren klar til at invadere vores samfund. I år var deres hidtil stærkeste år. En af dem forstod nok til at sige jeg om sig selv. En anden kunne styre en bil gennem en by. Nogle kan danse og andre spille til – men endnu er der ingen, der kan synge. Nogle af dem ligner mennesker, så man næsten ikke kan se forskel. Andre er kun støvsugere, og nogle er bare en kurv på hjul, der løber små ærinder.
De er grunden til, at vi for første gang i menneskets historie er på vej til at lade mekaniske væsner være en del af vores samfund.
De autonome robotter er noget helt andet end de industrirobotter, vi har haft i mange år. Det er næsten som forskellen på planter og dyr. Industrirobotterne er fastgroede og kan bedst beskrives med ordet automat – altså en serie af mekaniserede bevægelser.

De autonome robotter er derimod frit bevægelige og i stand til at håndtere mere komplekse situationer. Og så kan de iagttage os og reagere på os.
Industrirobotterne kommer vi kun i nærheden af, når vi går hen til dem. De er uden viden om vores tilstedeværelse, og vi har ingen rigtig kommunikation med dem.
De autonome robotter vil komme hen til os, når de bevæger sig rundt, måske fordi de vil os noget. De kan se os og kommunikere med os på en måde, som vi aldrig har oplevet før. Deres adfærd vil få os til at reagere på helt nye måder.
Det vil være første gang, vi står overfor væsner, som i princippet er døde – det er de vel? – men som opfører sig, som om de er levende og tænkende.

Det er præcis det, Kerstin Dautenhahn tænker over. Hun er professor på University of Hertfordshire og forsker i menneske-robot interaktion. Hun har blandt andet lavet forsøg, der skal fortælle noget om, hvordan mennesker reagerer, når de er sammen med autonome robotter i længere tid.
Da jeg talte med hende forleden, var det lidt over tre år, siden jeg talte med hende for første gang. Naturligt nok mindede jeg hende om, hvad vi talte om den gang, og hendes reaktion var en forundring over, hvor eksplosiv udviklingen har været i de år. Både i mængden af forskningsprojekter og talentfulde autonome robotter, men også i vores indsigt i både robotternes funktion og vores reaktion på dem.

Det er blevet meget klarere, hvor indviklet vores forhold til robotter er. Alene afstanden mellem forskellige menneskers reaktioner på samme robot er enorm.
Vi kender det fra vores reaktion på dyr. Den kan gå fra landmandens ofte noget mekaniske og produktionsrettede holdning til dem, der betragter hunde som børn. Menneskers reaktion på robotter vil sandsynligvis dække et endnu større område og ofte have en grad af uforudsigelighed.
Reaktionen vil være betinget af, hvilken situation vi bruger dem i. Dautenhahn tror for eksempel, at vi uproblematisk kan bruge robotter til underholdning, fordi vi der altid vil have distance og overskud.
Situationen er en helt anden, hvis vi taler om for eksempel plejerobotter til ældre og handikappede. Deres sårbare situation betyder, at robottens design bliver langt vigtigere. Den skal sikkert inspirere tillid, men skal den også opfordre brugerne til at danne en følelsesmæssig tilknytning? Skal den have en omsorgsfuld adfærd eller vil det være misbrug af menneskelig adfærd?

Det er også blevet klart, hvor forskellige robotter bliver. To af de vigtigste parametre for deres forskellighed er udseende og autonomitet/intelligens.
Kerstin Dautenhahn har forsøgt at finde ud af, hvordan vores holdning til robotter afhænger af netop deres udseende og autonomi. For at få en bedre fornemmelse af, hvordan det vil fungere i dagligdagen, lavede hun et eksperiment over længere tid, hvor hun målte forsøgspersoners holdning til robotterne ændre sig, efterhånden som menneskene lærte dem at kende.
Hun målte hvor tæt på, forsøgspersonerne lod robotterne komme – det kan til en vis grad bruges som mål for, hvor komfortable vi føler os med dem. Den interessante del af konklusionen er, at vi føler os mindre trygge ved menneskelignende robotter. I hvert fald i starten, for den effekt forsvinder efterhånden. Til gengæld er der en klar tendens til, at jo mere vi kender robotterne, jo mere foretrækker vi at bestemme i forhold til den. Vi vil med andre ord helst have robotter, der ikke er alt for autonome.
Eksperimentet varede dog kun fem uger og led blandt andet under, at der ikke var robotter med forskellige grader af intelligens. Så det giver kun en antydning af de mekanismer, der kan komme i spil, når robotter bliver hverdag.

Det mest foruroligende er måske, at det ikke bliver rationelle overvejelser og intellektuel forståelse, der kommer til at styre vores omgang med robotter. Der vil være et element af rationalitet, men vores ubevidste sociale adfærd vil have enorm betydning.
Dautenhahn bruger den japanske Aibo robot som et eksempel – Aibo er den lille hunderobot, der blev populær for nogle år siden. Det karakteristiske for den er en dobbelthed – den ligner en hund, men samtidig er den tydeligvis en maskine.
For Dautenhahn er det sundt design. Lighederne med en hund er lavet for at gøre det let for os at aktivere den adfærd, vi bruger overfor hunde. Aibo kunne have haft alle mulige former, men ved at formgive den som en hund, udnytter designerne de kulturelle og måske biologiske mekanismer, som i forvejen gør det muligt for os at have en uproblematisk kontakt med hunde.
Men samtidig sørger de for – eller måske havde de ikke andre teknologiske valg – at “hunden” tydeligt signalerer, at den er mekanisk. Denne markering af, at robotterne ikke er levende væsner, tror Dautenhahn også er meget væsentlig.

Dautenhahn citerer blandt andet en undersøgelse, der viste, at børn kan have et tydeligt skel i deres moralske opfattelse af mekanisk liv og biologisk liv. Selvom de kan være vældigt begejstrede over de mekaniske dyr, så har de ingen kvaler med at smide dem væk, hvis de går i stykker.
Hvorimod de fleste normale børn har en mere følelsesmæssigt betonet adfærd, når noget af det biologiske liv, de leger med, dør.

Der mangler dog undersøgelser med meget avancerede robotter. Derfor er det stadig svært at forudsige, om vi vil få en mere moralsk eller biologiske defineret holdning til robotter, den dag de er ekstremt livagtige.
For eksempel er en af de afgørende forskelle på mekanisk og biologisk liv, at mekanisk liv ikke har identitet – tyve robotter af samme model er ens og kan derfor erstattes med en anden. Det er en af grundene til, at robotter kan smides væk, mens hundehvalpe ikke kan,.
Men der bliver allerede arbejdet på at give robotterne en historie eller en personlighed, som har at gøre med deres liv og udvikling. På den måde vil de både blive mere komplekse og mere individuelle. Til den tid vil det muligvis være meget vanskeligere for os at kassere robotter som mekanisk affald.

En af de mere eksotiske ideer om vores samliv med robotter er blevet fremsat af forskeren David Levy, der har skrevet en bog om, hvordan robotter vil blive fremtidens partnere, både i sex og kærlighed.
Den tror Kerstin Dautenhahn ikke på. Interaktion på bare tilnærmelsesvis lige vilkår med robotter, mener hun ligger mindst halvtreds og snarere hundrede år ude i fremtiden.
Men hun går stærkt ind for, at vi allerede nu overvejer, hvilke robotter vi gerne vil have, og hvordan vi vil behandle dem. Er det for eksempel fornuftigt at arbejde mod avancerede og menneskelignende robotter? Hvis vi har en hushjælpsrobot derhjemme, skal den så brokke sig over, at vi kommer sent hjem, når den står med varm mad? Eller vil vi hellere have maskinmodellen med uendelig tålmodighed, der aldrig siger os imod?

Dautenhahn er ikke i tvivl. Den robot, som hun tror vil fungere bedst, er modelleret efter en hund – altså en biologisk hund. De er godt selskab og har følelsesmæssige reaktioner, så de ikke bliver kedelige. Det er også muligt at have en slags forhold til dem, men samtidig er det helt tydeligt, at forholdet ikke er ligeværdigt.
Dautenhahn så gerne, at vi begyndte en grundig diskussion af, hvordan vi vil designe vores robotter. Der er ikke lang tid til, at en god del af befolkning får meget af deres sociale liv med robotter, fordi de bliver passet af dem eller skal arbejde sammen med dem.

Se mere om Kerstin Dautenhahn og hendes forskning.

One response to “Robotter i din hverdag

  1. jeg er i gang med et projektopgave om fremtiden
    og her syntes jeg at jeg har fået et rigtig godt indblik i robotternes verden
    mange tak fra mig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s