Når computeren forbedrer samtalen

Gruppearbejde kan blive bedre, hvis en computer overvåger, hvor meget vi taler – så lytter vi nemlig mere til hinanden.

Vi er til den daglige morgenplanlægning i baviangruppen: Alfahannen starter med at fortælle om et nyt område med dejlige frugter, som han har opdaget – lad os tage derhen, vi bliver mætte og det er et dejligt sted. Ih, det lyder godt – kommer det fra en af de andre – det må vi gøre.
Alfaen bryster sig, det er et godt forslag, han er kommet med. Men så er der en af de andre, der siger, at han også han været derhenne, og det så lidt tyndt ud med frugter. Så er diskussionen i gang – hvor gode er frugterne egentlig og hvem har ret?
Undervejs er der en af de mere stille hunner, der siger, at hun har set et andet område med rigtig mange frugter, som lige har den passende modenhed. Men ingen lytter, for hun siger det ikke højt nok og har ikke status nok, og i øvrigt er det jo slet ikke det, diskussionen drejer sig om.
Lidt efter er snakken forbi. Man har besluttet at gøre det, som alfahannen har foreslået, og gruppen er glad og tilfreds med at have taget den bedste beslutning. Også selvom beslutningen objektivt er forkert, for det andet område, der blev foreslået, bugnede af flere modne frugter.

Sådan er mit indtryk af gruppebeslutninger efter at have talt med Joan DiMicco. Hun er uddannet på MIT’s Media Lab, hvor hun især har interesseret sig for, hvordan man kan ændre mennesker gruppeadfærd med computere. Hendes hovedprojekt, som hun præsenterede på årets HCI – Human Computer Interface – konference handlede om et smart program, som hun kalder Second Messenger.
Hendes analyse af, hvordan grupper virker, hviler på et utal af forskningsresultater. En del af dem antyder, at vores beslutningsproces ligner mit fiktive eksempel med bavianer temmelig meget (fiktivt fordi bavianer jo ikke holder morgenmøder).

Det er især to ting i den omfattende analyse af det sociale arbejde i grupper, der interesserer DiMicco – og får os til at ligne bavianer. Begge fremmer vores tendens til at lade os påvirke af de andre mennesker i gruppen, så vi ender med at tage en dårligere beslutning end vi ellers ville:
Et af de store problemer er, at vi er dårlige til at dele relevante informationer med hinanden. Det er ikke altid, at dem der har en relevant information fortæller den, og det er ikke altid, at der bliver lyttet, hvis de fortæller den.
Den anden er, at grupper har en tendens til at blive mere engageret i det første forslag, der præsenteres – og i løbet af diskussionen overvejer de reelt ikke andre forslag, men befæster deres enighed om det første. Tænk over den, næste gang du sidder i en gruppe.
Det er en mekanisme, som ser ud til at have til formål at få gruppen til at enes og engagere sig i et fælles mål fremfor at finde det bedste mål at engagere sig i. Man kan fint forestille sig, at det en gang i primitive tider har været en stor fordel, hvis gruppen blev enige i en fart og samtidig forstærkede deres fællesskabsfølelse og indre hierarki – så var det mindre vigtigt, om de fik taget præcist den rigtige beslutning.

Men de to elementer i vores gruppeadfærd forstærker hinanden, så det er ret sandsynligt, at gruppen tager en beslutning, som er dårligere end den kunne være. Yderst uheldigt i en tid, hvor arbejde i grupper bliver stadig vigtigere og konkurrencen mellem grupper bliver skarpere.
Det provokerede Joan DiMicco til at lave sin Second Messenger. Second Messenger består af en håndfuld mikrofoner og et display, der viser, hvem der taler hvor meget.
Mikrofonerne bliver anbragt på hver person, der deltager i en gruppe. Mikrofonen skal placeres så tæt på personen, at den tydeligt kan skelne vedkommende fra de ørige deltagere i samtalen. Mikrofonen er forbundet med en central server, der hver tiendedel sekund tjekker mikrofonens niveau og noterer om den pågældende person taler eller ej.
På den måde kan serveren lave et statistisk analyse over hvem, der taler hvor meget i løbet af et gruppemøde.

– Det er en primitiv analyse – indrømmede Joan DiMicco overfor mig. Når man kun måler, om folk ytrer sig eller ej, får en irrelevant kommentar samme vægt som et centralt indlæg, hvilket selvfølgelig er forkert.
Men DiMicco fortalte, at hun begyndte med at lave talegenkendelse og forsøgte at lave en eller anden vurdering af relevansen af det sagte. Men det viste sig at være meget svært – af den fundamentale grund, at talegenkendelse endnu er langt fra at kunne forstå den måde, vi taler på i en almindelig samtale.
I stedet valgte hun den mere primitive udgave for at teste om ideen overhovedet kunne virke. Er det virkelig muligt at få medlemmerne af en gruppe til at ændre deres gruppeadfærd på en positiv måde ved at præsentere dem for et display, der fortæller, hvem der har talt hvor meget?

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan man skal vise den slags metaoplysninger om gruppedynamikken til folk. DiMicco forsøgte sig med fem forskellige typer af display. Nogle viste en simpel søjle over, hvem der talte hvor meget. Den havde et midterbånd, hvor de gruppemedlemmer, der lå over eller under, enten talte for meget eller for lidt.
Men gruppesamtaler er komplekse, så DiMicco ville gerne vise noget af den kompleksitet. Noget af det handler om, hvem der afbryder hvem, og hvem der taler efter hvem. Det kan vises med en tidslinie, hvor alle bemærkninger bliver vist. Her er det tydeligt, hvornår nogen har talt ind over en anden. Det er dog ikke nødvendigvis en negativ ting, påpeger DiMicco – hende målemetode skelner ikke mellem folk, der griner eller erklærer sig enige hen over slutningen af en andens tale.
En anden mulighed er et display, hvor hver person har en cirkel, der vokser med personens tale. Samtidig kan man dele cirklen op i cirkeludsnit, der fortæller, hvem af de andre, der mest taler ind over denne person. Den er potentielt yderst afslørende, fordi den tydeligt vil vise, hvem der afbryder meget – og hvis de afbryder bestemte personer meget. Men igen er systemet desværre så primitivt, at det er umuligt at afgøre om det er positive afbrydelser mellem mennesker, der kender hinanden og er enige, eller om der er tale om negative chikaneafbrydelser.

DiMicco testede systemet på tredive forskellige forsøgsgrupper. Grupper blev samlet til lejligheden, kendte ikke hinanden og fik opgaver, hvor hver person havde forskellige oplysninger, der skulle deles med de andre for, at gruppen kunne løse sin opgave.
Resultaterne var spændende og en anelse selvmodsigende: der var en klar tendens til, at de meget talende dæmpede sig en del. Til gengæld kom de meget lidt talende ikke væsentligt mere til orde.
DiMicco tror, at grunden sandsynligvis er, at det psykologisk er meget lettere at begrænse sin talestrøm end det er at begynde at tale mere. Man kan også forestille sig, at det er langt mere socialt acceptabelt at tale lidt end at tale for meget, så det sociale pres mod de meget talende er større end mod dem, der ikke taler så meget.
Mere mystisk var det, at grupper som i forvejen fungerede godt, tilsyneladende kom til at fungere lidt dårligere, når de brugte Second Messenger. Måske fordi systemet koster noget opmærksomhed og på den måde generer den naturligt gode interaktion i velfungerende grupper.

Desværre var hovedparten af de DiMiccos forsøg kun i grupper, der ikke i forvejen kendte hinanden, og forsøgene selv var ret kortvarige. Det er nok til at vise, at vi faktisk lader vores gruppeadfærd ændre af sådan et lille display. Men det er ikke nok til at sige noget sikkert om, hvordan vi måske kunne komme til at bruge elektroniske hjælpemidler i vores sociale interaktion.
I nogle uformelle test blev systemet afprøvet i grupper over en længere periode, hvor brugerne begyndte at opfinde nye måder at bruge teknologien – blandt andet fandt de meget talende ud af at snyde med deres mikrofon, så de kunne få mere taletid.
DiMicco tror, at et lignende system i en ikke alt for fjern fremtid vil kunne findes som hjælpeværktøj til konferencesystemer. Måske vil det også en dag dukke op som et Java-tool på vores mobiltelefoner, så de kan danne deres egne Bluetoothnetværk, når en gruppe holder møde.
Indtil da ved du i hvert fald, at hvis du snakker for lidt eller for meget, så er der stor sandsynlighed for, at du forringer din gruppes arbejde.

Se mere om DiMicco her
Læs hendes videnskabelige beskrivelse her

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s