Når du er en stump i Netværket

Cisco har en imponerende og intelligent vision for fremtiden, det humane netværk. Men det er også en isnende vision – er Homo Netus overhovedet et menneske?

Ciscos vison for fremtiden hedder the human network. Ideen vil ikke være fremmed for de fleste læsere af denne avis. Det handler om, hvordan vores elektroniske redskaber fjerner de fysiske problemer ved at kommunikere – og giver os helt nye metoder at gøre det med.
Det gør det let for os at fokusere på kommunikationen og hvad vi kan bruge den til – med den indbyggede antagelse, at vi selvfølgelig kan bruge den til meget mere og hele tiden vil udbygge og forbedre vores kommunikation.
På Cisco Expo i foråret havde jeg fornøjelsen at høre og diskutere det med en af Ciscos fremmeste fortalere, nemlig Howard Charney. Det var en fornøjelse, fordi Charney både er en begavet foredragsholder og ærlig nok til at vise sprækkerne i de kommercielle talking points.
Charney satte gang i en længere tankerække om, hvad vi egentlig kan forvente af denne fremtid – hvem er vi, når vi er knudepunkter i et humant netværk?

På et plan er vi selvfølgelig ikke andre end dem, vi har været hele tiden. Vi er allerede dybt integrerede dele af et humant netværk. Man kunne argumentere, at den vestlige kulturs fokusering på det individuelle i de seneste århundreder har forrykket vores syn, så vi ikke helt forstår, hvor meget vi netop ikke er individuelle.
Et fascinerende eksempel på det er den amerikanske forsker Denise Parks undersøgelse af forskelle i den måde ældre menneskers hjerner afkoder billeder. Asiater ser mest baggrund og omgivelser – samfund – mens amerikanere mest ser det centrale objekt – hovedpersonen. (Parks undersøgelse er kun den seneste i rækken, der viser denne forskel, læs mere her: http://www.news.uiuc.edu/news/07/0501culture.html).

Vores fokus på det individuelle gør det sværere for os at se, hvor afhængige vi er af andre mennesker. Vi er som det enkelte tandhjul i en stor maskine – hvis maskinen ikke findes, så er tandhjulet ubrugeligt. Et af de bedste eksempler på, hvor meget vi har givet kontrollen over en central del af vores liv videre til andre mennesker, er vores mad. I dag er langt de fleste dybt afhængige af, at andre mennesker bringer mad frem til dem – og det gælder ikke kun de gamle på plejehjem.
Det gælder for alle os, der køber indpakkede madvarer i det nærmeste supermarked. Hvis vi forestillede os, at al distribution af madvarer blev indstillet nu, så ville mange af os dø af sult i løbet af sommeren og især næste vinter.

Vores nuværende humane netværk hedder Byen. Det er byen, der er vores fysiske redskab til at danne tættere samfund og dybere afhængigheder. Det første, der sker i en nydannet by, er, at nogen bliver til bagere, smede, slagtere, medicinmænd og gødningskonsulenter.
Byens fysiske tæthed gør det muligt for os at outsource arbejdsfunktioner, som vi ellers er nødt til at klare selv. Vi holder kun op med at bage, hvis bageren er tilstrækkeligt tæt på til, at det er umagen værd at hente brødet hos ham.
På samme måde er bageren afhængig af tilstrækkeligt mange mennesker til at købe hans brød. Bagerens specialisering er i virkeligheden farligere for ham, fordi han helt opgiver sin egen basale madvareproduktion – han forlader sig på, at de andre i samfundet vil give ham det nødvendige.

Det er ingen nyheder i det her, mønstret har formentlig været det samme siden den første by – det er simpelthen en logisk og effektiv måde at organisere et samfund på.
Ciscos humane netværk er en fortsættelse af denne logik med elektroniske midler. Spørgsmålet er, hvad det betyder?
Howard Charney er god til at beskrive den praktiske bevægelse og til at give nogle overordnede visioner for, hvad der kunne ske. De mest fascinerende elementer i hans vision er blandt andet, at kreativitet bliver det endelige begreb, vi kommer til at arbejde med. Det kommer af sig selv – hvis computerne fjerner alt rutinearbejde, bliver der kun kreativt arbejde tilbage.
En anden af hans visioner – eller i dette tilfælde måske snarere en forhåbning – er, at teknologien kunne blive den ultimative udjævner mellem folk. Når alle har lige adgang til information og ressourcer, kunne man forestille sig, at vi bliver mere lige. Presset af undertegnede måtte han dog indrømme, at det også kunne tænkes, at vi bare finder på nye måder at lave forskelle.
Men Charney og Cisco er ganske vage, når de skal forsøge at beskrive hvad det humane netværk betyder for os på et personligt, psykologisk og socialt plan.

Vismanden William Gibson har en gang udtalt, at fremtiden allerede findes – den er bare ujævnt fordelt. Det må betyde, at vi kan se fremtiden, hvis vi er i stand til at finde de steder, hvor den allerede er. Lad os prøve – hvis det humane netværk er en videreførelse af byen med andre midler, så må der gælde en del af de samme regler: Specialiseringen vil helt klart fortsætte. Hvor den lille by kun kunne bære 5-10 specialister, så vil det humane netværk omfatte kloden. Antallet af specialer vil kun afhænge af, hvor svært det for en specialist at finde sine kunder.

Specialerne vil blive smallere, men de vil inddrage flere emner. Byen har i høj grad fysiske emner for sine specialer. Det humane netværk vil især forny sig i de intellektuelle, sociale og psykologiske færdigheder. Men for at det kan lade sig gøre, må vi opgive nogle af de færdigheder, vi i øjeblikket betragter som en del af vores sociale/psykologiske/intellektuelle personlighed – ligesom vi er nødt til at holde op med at bage brød, for at bageren kan eksistere.
Det er svært at forestille sig. Men fremtiden er allerede indtrådt med jobs som spindoktor og imagekonsulent. Her har politikere outsourcet udtrykket af deres personlige psykologiske profil og deres tale til specialister.
Krisepsykologerne er et andet godt eksempel. Der var en gang, hvor vi kunne sørge på egen hånd. I dag skal vi helst have vejledning i en ellers meget privat – og især psykologisk – modnings- og erkendelsesproces. Vi har outsourcet en bestemt, let definerbar psykologisk proces til specialister. Fuldstændig som vi i den tidligere fysiske udvikling af byen outsourcede dødens fysiske resultat, nemlig liget, til specialisten bedemanden.

Et spændende spørgsmål er, om alle vores intellektuelle/sociale/psykologiske færdigheder kan outsources på denne måde?
Vil vi begynde at leje folk til at give vores livs udkårne en god romantisk oplevelse, så vi kan passe vores arbejde imens? Tjaah – vi kan allerede leje en specialist til at fortælle dem, at de ikke længere er vores livs udkårne, så hvorfor ikke?
Det er også sandsynligt, at vi vil opdage, at en stor del af vores sociale udtryk faktisk er rutinearbejde. Det betyder, at det vil kunne overtages af maskiner som for eksempel den personlige sekretær på mobiltelefonen – ret beset er selv den automatiske telefonsvarer det første primitive skridt ud af den vej.

Man kan undre sig over, hvad der bliver tilbage, hvis udviklingen fortsætter. For mit indre blik ser jeg en gammel romersk viadukt bygget med buer og af sten. Solid, lidt elegant og med kolossal redundans og overforbrug af materialer. Samtidig med den særlige egenskab, at de fleste sten kunne udskiftes med nogle andre.
I vores version af viadukten er den dækket af arbejdermyrer, der skærer, bearbejder og udskifter, så alt det overflødige bliver fjernet. Broen bliver slebet ned til en superduper LEANviadukt, hvor hvert eneste element er designet til lige præcis sin funktion og sin placering.
Det er den mest effektive udformning af viadukten, som det er muligt at lave. I stedet for det tunge stenværk får vi et hvidt organiske filigran, som er meget hårdere, stærkere og lettere – effektivere – end nogen stenviadukt nogensinde kan blive.

Hver af os vil være et lille hvidt korn i den store filigrankonstruktion. Alle vores menneskelige behov vil blive varetaget af eksperter. Ikke alene vil vores børn bliver opdraget af pædagoger og skolelærer, vi vil også have konsulenter til at hjælpe os med at vælge de rigtige skolelærer og pædagoger. Formentlig bliver der også brug for en manager til konsulenterne og en vejleder til at vælge dem. Ligesom vi utvivlsomt selv får brug for interfacekonsulenter, der kan hjælpe os med at tale med vores børn.

Heldigvis vil der blive ved med at komme film om gamle sørøvere og for dem, der bare må opleve The Real Thing, vil der stadig være fodboldfanklubber og trainsurfing.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s