Når du kender nogen, der kender nogen

Fra Second Life til LinkedIn og MySpace er det som om vi overser eller misforstår centrale mekanismer i vores forhold til andre mennesker.

Min hjemstavn er en forblæst kyst. Hver gang jeg kører de sidste ti kilometer på den gamle landevej fra Hjørring til Hirtshals, så rykker det i mig på en særlig måde, som det ikke gør andre steder i verden.
Alle træerne er pisket mod øst. Et sted på vejen ligger der et gammelt hus på en sol- og saltsvedet græsknold. I gamle dage var der fiskeredskaber rundt om, men nu er det vist blevet moderniseret.
Min familie flyttede derop, da jeg var et par år gammel. Den gang talte alle vendelbomål, som var aldeles uforståeligt. Vi var immigranter ind i en kultur, der havde eksisteret uforstyrret og isoleret i hundredvis af år. Godt nok var byens befolkningstal eksploderet i de ti år, inden vi flyttede derop. De blev tiltrukket af fiskeriet, der i perioder lignede guldgraverrushet i Klondike – de heldige kunne tjene en årsløn på uger.
Befolkningstallet var fordoblet, men kun fra tre til seks tusinde indbyggere. Og de fleste kom fra omegnen – fra en bondekultur, der var tusind år gammel. Alle talte præcist det samme sprog og havde præcist den samme sociale kultur.

Det er her min barndom træder i umiddelbar kontakt med Internettet, og det foredrag som den engelske psykolog Ceri Roderick holdt på Cisco Expo i slutningen af marts. Hans foredrag handlede om de sociale følger af virtuel kommunikation.
En af hans pointer var, at vi genetisk er langt mere egnede til at være medlemmer af en gammel bondekultur end til den moderne onlinekultur. Ceri Roderick fortalte, at han selv kommer fra Wales og noget, der ligner min Hirtshals barndom ganske meget.
Hans påstand er, at hovedparten af menneskets sociale udvikling er sket, mens vi har været organiseret i små grupper som jæger/samlere eller som tidlige agerbrugere. Vi er blevet genetisk tilpasset til denne situation. Derfor kan vi kun overskue at holde kontakt med 50-80 mennesker på et givet tidspunkt af vores liv.
Vores præindustrielle forfædre havde næsten aldrig behov for at kende flere mennesker. Som folkene omkring Hirtshals kendte de til gengæld hinanden hele livet igennem – de kendte hinandens historie, deres forældres og søskendes historie. Oven i købet tilhørte de en homogen kultur, hvor alle talte præcist den samme dialekt – både sprogligt og kulturelt – på præcis den samme måde. Den gang var dialekter så skarpe, at de små forskelle, der trods alt var, kunne placere folk geografisk med få kilometers nøjagtighed.
De kendte hinanden og var fælles om en kultur på en måde, som vi dårligt kan forestille os i dag.

Ceri Rodericks anden vigtige pointe var, at vi i hele vores udvikling har set et våbenkapløb mellem vores evne til at bedrage og vores evne til at gennemskue bedraget.
Vi er formentlig sociale individer, fordi det er en fordel for os. Gruppen arbejder sammen med det fælles mål at overleve – det kræver, at alle yder en tilstrækkelig del til samarbejdet. Men indenfor det overordnede mål er det en fordel for den enkelte, hvis han eller hun  kan snyde sig til lidt mindre arbejde og måske lidt mere mad. Derfor bedraget.
Men det er klart, at når bedraget opstår, så bliver det også en fordel at være i stand til at gennemskue det.
Så de to egenskaber er udviklet side om side, til vi i dag har et meget komplekst samspil, hvor vi vurderer hinanden på tusinde forskellige måder. Og alt efter hvordan vi vurderer et andet menneske, beslutter vi, hvor meget vi vil investere i vedkommende.

Hvis vi tror, at den anden fortjener det, så viser vi tillid til vedkommende. Tillid er den centrale valuta i vores indbyrdes relationer. Graden af tillid, vi har til et andet menneske, afgør, hvilke ting vi gøre sammen med vedkommende og på hvilken måde.
Derfor har det, som Ceri Roderick formulerer der, katastrofale konsekvenser, når tilliden forsvinder – ægteskaber bryder sammen, venskaber forsvinder og forretningspartnere indleder retssager.
Tillid er grundlaget for alt, hvad vi gør med andre mennesker. Men når vi giver andre mennesker tillid, giver vi dem samtidig et stærkt våben mod os selv. Derfor tager tillid lang tid at opbygge og den kan forsvinde på et øjeblik, hvis den bliver brudt.

I Hirtshals i tresserne og i den gamle bondekultur var tillid let. Man mødte stort set aldrig rigtige fremmede mennesker. Hvis man mødte en, man aldrig havde set før, så kunne nogle få forespørgsler blandt venner og familie bringe hele hans historie frem.
Hvis man overvejede at arbejde sammen med ham eller låne ham penge, så kunne man være helt sikker på at vide om han nogensinde havde snydt nogen eller om han nu også kunne holde til at være tre uger på havet.
I sådan en kultur er dit rygte alt. Hvis du en enkelt gang ikke kunne stå distancen, er det sandsynligt, at det vil hænge ved dig resten af dit liv.
Det er ubarmhjertigt, og der har utvivlsomt været situationer, hvor folk ufortjent har fået et dårligt rygte. Men til gengæld anstrenger folk sig for at opfylde deres forpligtigelser, og omkostningerne ved at svigte en persons tillid kan være kolossale.

Sådan er det ikke i den moderne bykultur og især ikke i en international onlinekultur. Man kan sige, at tillid har fået sværere vilkår.
Den, der svigter en andens tillid, oplever ikke nødvendigvis nogen større konsekvens – og der er altid andre mennesker, man kan lave en ny aftale med.
Det er også blevet sværere overhovedet at etablere tillid. Hvor vi i bondekulturen altid kun møder mennesker, hvis sociale adfærd er kendt i tre generationer, så møder vi i onlinekulturen næsten kun ukendte mennesker. Vi har ingen anelse om, hvem de er – og psykopater og svindlere er ikke nær så lette at skelne, som vi generelt tror.
Vi udvikler tåbelige ideer, som at vores intuition i de første fem minutter med et menneske kan fortælle os, om de er gode eller dårlige.
Vi udvikler også websites som klassikeren Sixdegrees og nyere udgaver som MySpace, LinkedIn og hvad de alle sammen hedder. Alle handler de om at etablere venskab og tillid – gerne hurtigt og effektivt med attraktive personer.
Men de lider alvorligt under en misforståelse af, hvad tillid er. Tillid er ikke et produkt, man kan købe. Snarere er det summen af et menneskes handlinger. Tillid er en historie, der fortæller os, at dette menneske også vil handle ordentligt overfor os i fremtiden. Tillid kan kun være baseret på et indgående kendskab til en person – eller på ens venners indgående kendskab. Derfor er det kun noget vi kan have med få personer og kun efter at have brugt den nødvendige tid og opmærksomhed.

Ceri Roderick beskæftiger sig med, hvordan vi kan arbejde sammen med andre mennesker, når vi bruger de “unaturlige” kommunikationsmuligheder, som vores elektronik giver os.
Hans svar er, at vi er nødt til at blive mere bevidste om, hvordan vores neurologi og psykologi virker. Kun på den måde kan vi tage højde for, hvordan vores elektroniske kommunikation og socialitet går på tværs af vores indbyggede måde at håndtere sociale forhold.
Roderick peger for eksempel på, at paranoia er en naturlig reaktion på online socialitet. Hvis man kun er i elektronisk kontakt med nogle mennesker, så er det naturligt, at frygt er en væsentlig del af vores forestillinger om dem. I bondekulturen var fremmede stort set lig med fjender, der var ude efter ens ressourcer.
Derfor mener Roderick, at hvis vi skal samarbejde via elektronisk kommunikation, så er vi faktisk nødt til at starte med at etablere en fælles socialitet i den virkelige verden. Han går så vidt som at anbefale, at spredte arbejdsgrupper, som skal arbejde sammen online, starter med at bruge flere uger på at arbejde sammen fysisk i de samme lokaler. Kun på den måde kan de etablere en gruppeidentitet og social reference, som kan holde gruppen sammen, når de kun har onlinekontakt.

En bredere konklusion kunne være, at vi skal huske, hvad venner og tillid er. Der findes ingen lette elektroniske genveje. Tillid er summen af den tid, vi tilbringer med andre mennesker, og de handlinger vi oplever fra dem.
Ordentlig tillid og ægte venskab vil altid kræve lange investeringer af tid.
Vi skal ikke blive forvirrede af den elektroniske kommunikations løfter om at gøre det lettere og hurtigere. Indtil vi får nye gener eller en avanceret elektronisk udvidelse inde i skallen, så er det at være menneske, ven og fortrolig en langsommelig sag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s