Mekaniserede følelser

Det lyder som en selvmodsigelse, at robotter har brug for følelser. Men det har de – problemet er, hvordan man beskriver og forstår følelser.

Det er forbløffende, at den humanoide robot har så fremtrædende en placering i vores kultur. Der er endeløse mængder af film, der har robotten som en central del af deres handling – og endnu flere bøger. Der findes formentlig ikke en person over otte år i den vestlige verden, der er ubekendt med ideen om mekaniske mennesker.
Det er sket, selvom der endnu ikke findes en eneste rigtig humanoid robot. Der findes menneskelignende maskiner, men de er langt fra at opfylde kravet om at være autonome, bevægelige og opmærksomme.
Et nøglepunkt i vores fascination af robotten handler om, at dens udseende udløser vores genkendelse af et menneske. Men et nærmere eftersyn og vores viden om robotten benægter denne reaktion.
Stående overfor et menneske har vi en stadig strøm af kommunikation om, hvordan dette menneske er og hvda det kan finde på at gøre. Det er en kommunikation, der beroliger os. De fleste af os oplever kun få gange om året at støde ind i mennesker, der gør os bange.
Overfor en robot er vores reaktion helt anderledes. Der er ingen strøm af kommunikation, der er kun tomhed. Når der er tomhed, får vi ikke den mindste antydning af, hvad robotten kunne finde på at gøre. I den biologiske verden er det som regel en god idé at være angst for noget ukendt, så det er vi. Og som enhver gyserlæser ved, så er der ikke noget mere effektivt gys end den fare, man aldrig får tydeligt beskrevet.

Men robotterne er på vej, så vi skal finde ud af , hvordan vi kan sameksistere med dem. Et af svarene er at give dem følelser.
Det mener den canadiske filosof Phil Serchuk fra University of Calgary, som jeg talte med i forbindelse med et interessant pilotprojekt, som han har lavet. Det handler om menneskers opfattelse af robotters følelser
Serchuk mener, at menneskers kommunikation ikke kan ske uden følelser, derfor er vi nødt til at lære robotterne at kommunikere på en lignende måde. Han giver et godt eksempel med en kontorrobot, der udfører simple opgaver.
I en hypotetisk situation, hvor robotten spilder et glas vand på et menneske, kan der ske flere ting. Hvis robotten ignorerer det, så vil mennesket sandsynligvis reagere med en stærk følelse som irritation eller vrede.
Et mekanisk “Dine-benklæder-er-våde-ønsker-du-et-håndklæde” er en lidt bedre reaktion fra robotten, men stadig ikke rigtig godt.
Hvis derimod robotten kan spærre munden op og se både ulykkelig ud, så er det sandsynligt, at vi vil acceptere robottens undskyldning – måske endda synes, at det er synd for den.

Det sidste er selvfølgelig tåbeligt, for robotter har ikke følelser – de lader kun som om. Men i situationen med det væltede glas signalerer robottens overraskelse og ulykkelighed, at det var et uheld, og at den helt klart vil gøre sig umage med, at det ikke sker igen.
Robottens signaler betyder i, at den har forstået, at det væltede tandglas var ubehageligt for det vædede menneske. Når robotten er ked af det, er det både en undskyldning til mennesket, men det er også et udtryk for en indlæringsproces. Jo mere ked af det robotten er, jo mere vil vi som mennesker tænke, at den har lært ikke at vælte glasset næste gang.
Hvis den ikke kunne signalere på denne måde, ville vi mennesker automatisk gå ud fra, at væltning af vandglas var dens naturlige måde at fungere på. Så vi ville begynde at anbringe glas på sikre steder, når robotten var i nærheden – og så er robotten til mere besvær end nytte.
Det virker selvfølgelig kun, hvis robotten faktisk lærer noget. Hvis den hver dag vælter det samme glas og derefter kommer med den samme dybtfølte undskyldning, så er det i stedet os, der lærer noget. Nemlig at robottens følelsesmæssige udtryk ikke betyder det, vi første troede.

Eksemplet viser, hvordan følelser kan have en klar funktion for robotter i en social sammenhæng. Men det viser også hvor svært det. For eksempel indgår vores følelsesmæssige udtryk altid i en historie med de personer, vi kommunikerer med. Hvis for eksempel robotten to dage i træk vælter tandglasset, så skal undskyldningen den anden dag være omhyggeligt kalibreret til at tage højde for, at vandglasset blev væltet dagen før.
Problemet for Serchuk og alle andre forskere, der gerne vil have robotterne til at bruge følelser er, at følelser er så utroligt ukonkrete. Det har de til fælles med mange andre menneskelige begreber: hvor høj skal man være for at være høj? Hvornår bliver rød til orange?
Følelser fungerer på samme måde. Vi ved udmærket, hvad det er at være glad, men hvor er grænsen mellem glad og ivrig for eksempel – eller grænserne mellem irriteret, vred og sur? Og hvor ulykkelig skal man se ud anden gang mand vælter vandglasset?
Følelser har endda endnu en besværlig egenskab. De forandrer sig hele tiden. En følelse er ikke noget, man tænder og slukker for – så er man i hvert fald meget underlig. I stedet har følelser altid et forløb. De kan starte brat som overraskelse og så langsomt tone ud. Eller de kan starte langsomt og stå og svinge i lang tid, som glæden over en solskinsdag.
Vores følelser en dynamisk proces, de er aldrig helt de samme, som de var for to sekunder siden. De ændrer sig hele tiden i styrke og kan skride sidelæns hen i andre følelser, de bølger og blandes og vrides.

Vores liv er fyldt med den slags begreber, og vi bruger dem forholdsvis ukompliceret i vores hverdag. Men når man skal have en maskine til at vise dem på sit ansigt, så skal man finde en måde at kvantificere dem på. Phil Serchuk har lavet et forsøg, hvor han prøver at finde ud af, hvordan mennesker selv kvantificerer de følelser de oplever på et andet menneskes ansigt.
Han har gjort det ved at vise nogle forsøgspersoner et robotansigt, der viser følelser. Så har han nemlig allerede kvantificeret, hvad forsøgspersonerne ser.

Forsøget er lidt lusket: Forsøgspersonerne får at vide, at de skal deltage i en undersøgelse af sprog. De kommer ind i et rum, hvor de bliver placeret foran en computer, og lidt væk sidder robotten foran en anden computer.
Forsøgspersonerne får at vide, at de undervejs i sprogforsøget får et billede at se, og at robotten får det samme billede at se.
De får en advarsel lidt i forvejen, når robotten får vist sit billede, så de kan kigge over på den. Resultatet bliver en ret realistisk situation, hvor det ser ud som om robotten ser noget, som den reagerer på med en følelse. Forsøget her er kun indledende, så Serchuk nøjes med at teste en enkelt følelse, nemlig overraskelse. Robotten viste hele vejen igennem forsøget forskellige grader af overraskelse, når den “så” noget på skærmen.

Efter Phil Serchuks mening accepterede alle forsøgspersoner, at robotten viste en følelse. Så vi reagerer altså ikke ved at sige “Aaadvv, der er en gummitingest, der bevæger sig” – vi ser faktisk et ansigt og tolker dets bevægelser som et udtryk for følelser.
Alligevel var forsøget kun delvist vellykket for Serchuk. Hans mål var at identificere en filosofisk teori, der kunne beskrive de fundamentale processer i, hvordan mennesker opfatter følelser. Det ville være første skridt i en mere matematisk udmåling.
Ingen af de teorier, som Serchuk efterprøvede, viste sig umiddelbart holdbare. Så i denne første omgang kom han ikke meget længere end at konstatere, at det virkelig er svært at beskrive følelser.

Men hans forsøg rejser en lang række yderst interessante spørgsmål. Nogle af dem rejst tidligere i film, men vi har altid kunnet betragte dem som underholdning, fordi vi endnu ikke skal omgås menneskelignende robotter.
Nu findes der robotter, som den Serchuk brugte, og der er gode grunde til, at vores maskiner skal begynde at udtrykke følelser. Så spørgsmålene trænger sig på, for eksempel:
– Vil vi gennemskue, at følelserne kun er en slags signal, robotterne udsender for at få os til at føle os godt tilpas?
– Hvis vi gør det, vil vi så begynde at ignorere følelser? –
– Eller vil vi ende med at tro, at der ligger noget reelt bag robottens “følelser”, og at den måske virkelig synes om os?
– Eller, endnu værre, kunne det gå så galt, at vi gennemskuer menneskers følelser som noget, der ligner robottens følelser – som noget uden indhold, der bare fungerer som social smørelse?
– Vil vi begynde at videreudvikle følelser til noget andet, fordi vi ikke vil ligne robotter?
Der er kun nogle få år til vi begynder at få svarene.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s