Computer giver livsglæde

Det kan være sjovt at arbejde med en computer, men for en særlig gruppe af mennesker giver computeren mulighed for en glæde ved deres krop, som de normalt ikke oplever – og som vi andre kan lære noget af.

Prøv en gang at tage fat i den avisside, som du læser lige nu. Prøv at blade frem eller tilbage en enkelt side og kom straks tilbage og læs videre…
… Tak – formentlig lykkedes det dig uden problemer at tage fat i avissiden, vende den og derefter vende den tilbage?
Hvis du er som de fleste af os, er det en handling af så lille konsekvens, at du ikke føler eller oplever noget særligt ved det.
Men du havde faktisk en succesoplevelse. Du oplevede nemlig, at du havde kontrol over din krop og at det lykkedes dig at gøre det, du ville. For en stor gruppe mennesker er den slags succesoplevelser udenfor rækkevidde. Det er de multihandicappede eller stærkt funktionshæmmede, som er den mere korrekte betegnelse.
Det er mennesker med alvorlige neurologiske eller fysiske skader, som betyder, at de ikke kan bevæge deres krop på en kontrolleret måde. Ofte har de mere end svært ved at kommunikere med deres omverden og kan endda have store problemer med en eller flere af deres sanser.

Det kan ikke undre, at mange af disse multihandicappede er deprimerede. Men det er først for nylig, at man har opdaget hvor mange af dem, der lever det meste af deres liv i dyb depression, fortalte den walisiske forsker Ceri Williams mig. Mange af dem er så dårlige til at udtrykke sig, at de ikke kan kommunikere så komplekst et begreb som depression videre til deres hjælpere – heller ikke selvom de er helt normalt begavede.
Han fortalte også, at ofte har denne depression sammenhæng med lige præcis evnen til at vende en avisside på den måde, som du måske gjorde for et øjeblik siden. På engelsk kaldes det feeling of agency – altså oplevelsen af at være den agerende person.
Netop det, at man selv gør noget, er meget vigtig for ens psykiske sundhed. Noget tyder på, at denne følelse af at være agerende er en central del af at føle sig som et menneske – man skal simpelthen gøre noget for at føle, at man findes.
Selvom vi måske ikke er så opmærksomme på vores handling, når vi bladrer i avisen, så er det en indsigt, der passer godt med vores intuitive fornemmelse.

En af de måde, man ofte forsøger at hjælpe funktionshæmmede, er ved hjælp af kunstterapi, hvor de for eksempel maler eller spiller musik. Men hvis man ikke kan holde på en pensel eller en trommestik, så er den mulighed uden for rækkevidde.
Ceri Williams’ forsøg går ud på at bruge computere til at aflæse personens bevægelser eller lyde og oversætte det til noget på en skærm eller til noget lyd. Udstyret kalder forskerne for et interactive causal multisensory environment.
Der er et kamera og en mikrofon, så både lyd og bevægelser kan opfanges. Kameraet er sluttet til en computer, som kan analysere de bevægelser, kameraet ser. Bevægelserne bliver oversat, så de kan vises på en skærm og som lyd i en højttaler – de kan endda laves som vibration, hvis den funktionshæmmede ikke kan se eller høre.
Ideen er, at den handikappede kommer i et biofeedbackloop. Den mindste bevægelse giver en øjeblikkelig reaktion, som stort set alle straks opdager skyldes deres bevægelser.
Netop denne øjeblikkelige opdagelse af sammenhængen mellem bevægelse og reaktion er et stærkt tegn på, hvor dybt forankret i vores biologi denne feeling of agency er. Selv en person, der i årevis ikke har kunnet handle på nogen særlig aktiv måde, har denne akutte opmærksomhed mod reaktioner på deres egne handlinger.

Ceri Williams har afprøvet dette udstyr på en lille gruppe børn. Han fortalte mig om en femtenårig dreng, der som otteårig fik alvorlige skader på krop og hjerne i en trafikulykke. Han kunne ikke tale og næsten ikke bevæge sig. Til forsøget var de nødt til at lægge ham på en måtte på gulvet og sætte højttalere og skærme op over ham.
På trods af så store forhindringer opdage han på minutter, hvordan han kunne lege med systemet og var straks meget aktiv.
Han var selvfølgelig ikke i stand til at udtrykke, hvad han syntes om det. Men den fjerde gang han skulle lege med udstyret, havde han ved et tilfælde set Ceri Williams ankomme til institutionen om morgenen. Hans hjælpere fortalte, at han resten af dagen havde været i en spændt, nærmest eksalteret tilstand, mens han ventede på at komme ind og lege – på trods af at hver enkelt forsøgssession kun varede få minutter på grund af hans fysiske tilstand.

Ceri Williams forsøg er blevet til i et samarbejde mellem University of Wales og Ålborg Universitets afdeling i Esbjerg. Det bygger i høj grad på ideer og teorier, som er formuleret af professor Tony Brooks på Ålborg Universitet.
Udover at genetablere personens følelse af agency, som kan give et gladere og mere aktivt liv, så taler Wiliams også om hele genoptræningsprocessen. Han bruger et særligt begreb, som han kalder scaffolding -stilladsbygning. Hans tanke er, at det er let at hjælpe funktionshæmmede alt for meget, så de aldrig lærer noget selv. Han bruger et eksempel med at snøre snørebånd. Hvis man altid binder snørebåndene for dem, så lærer de det ikke selv, men hvis man tilbyder at holde den ene ende, mens de binder det, så kan de efterhånden lære det. Man sætter et stillads op, som de kan støtte deres indlæring på.
Og her er computersystemer særligt velegnede. Det er nemlig ikke sikkert, at hjælperen har tålmodighed eller tid  til at holde det snørebånd hundrede gange, men computeren brokker sig ikke, selvom det tager tusinde gange at lære noget. Computeren har også den fordel, at den funktionshæmmede tydeligt forstår, at det virkelig er hans egen indsats, der har gjort forskellen. Med computeren sker der nemlig intet, før man selv gør noget – til gengæld sker det øjeblikkeligt og præcist, hver eneste gang man bevæger sig eller siger noget.

Selvom forsøget er beregnet til mennesker med svære funktionshæmninger, så er der væsentlige indsigter i det til os alle. Williams fortalte om et andet barn. En trettenårig pige, som havde det man i gamle dage kaldte en vissen arm – altså en arm hun ikke brugte. I hendes tilfælde skyldtes den visne arm en operation for epilepsi, som gik galt.
Til hende blev det interactive causal multisensory environment formet som en rygsæk, som hun kunne tage på. Interessant nok blev Ceri Williams informeret af både barnet selv og hendes hjælpere, da hun skulle have rygsækken på, at hun blev nødt til at have hjælp, for hun kunne altså ikke bruge den højre arm.
Men kort efter at forsøget var gået gang, brugte pigen sin arm ganske frit – hun opdagede det ikke selv, men hendes hjælpere blev noget overraskede.

Denne unge pige er et godt eksempel på et andet fænomen, nemlig det der sker inde i vores hjerne. Vi har en stærk tendens til at falde ind i rutiner. Hvis vi har ondt i ryggen eller dårlig arm, så finder vi nogle bevægelsesmønstre, som ikke gør ondt eller skaber frustrerende situationer for os. Det er fint, fordi det beskytter kroppen i den situation, hvor den er skadet. Problemet er, at disse mønstre bliver permanente. Vores dårlige ryg, vores musearm og vores nakkesmerter omformer vores krop, så vi ender i en efterhånden mere og mere forkrøblet form.
Netop derfor er det godt at skifte ordet handikappet ud med ordet funktionshæmmet. Vi er nemlig alle funktionshæmmede for Herren. De fleste af os fungerer godt nok til at være ubesværede i vores dagligdag, men vi er ikke oppe på vores fulde potentiale, og vi har en stærk tendens til at samle flere og større funktionshæmninger op med alderen.
Ceri Williams’ forsøg er et ud af en hel bevægelse i retning af at bruge computere til at bekæmpe denne udvikling. Den træghed, vores hjerne viser ved at holde fast i gamle bevægelsesmønstre, kan afhjælpes med computersystemer, som registrerer alle vores funktionshæmninger præcist og derefter tilrettelægger et træningsprogram, som skal fjerne dem. Alt sammen uden at vi behøver at analysere eller forstå vores funktionshæmninger selv – og ofte ved at lokke os til at bevæge os i interactive causal multisensory environments. De interaktive miljøer, gør det sjovt at træne og meget mere effektivt.

Ceri Williams projekt er et godt eksempel på, hvordan der er sammenhæng mellem det liv vi lever – helt ned i de små fysiske detaljer, som hvor ubesværet vi bladrer i avisen –  og hvordan vi har det. Det er svært ikke at drage den konklusion, at følelsen af kontrol over vores liv og vores krop er med til at bestemme, hvor godt et liv vi har.

En god samling af dokumenter om denne type forskning kan findes på ArtAbilitation 2006 her:
http://www.aaue.dk/confcd/artabilitation.html

One response to “Computer giver livsglæde

  1. Det kunne være godt med et link, hvor man kunne sende artiklen (eller linket til artiklen) videre til en person, man mener ville finde den interessant.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s