Handlingen skaber tanken

Du tænker og derefter handler du. Sådan tænker vi ofte om forholdet mellem tanke og handling. Men den nyeste forskning er dybt uenig – hjernens ubevidste forberedelse af en handling ligger altid før det bevidste ønske om handlingen.

– Den traditionelle idé, at bevidste tanker styrer vores handlinger, er ikke videnskabeligt holdbar. Den videnskabelige tolkning ville være, at mine tanker ikke er grunden til mine handlinger, men konsekvensen af dem.
Patrick Haggard, professor i kognitiv neurologi ved University College i London.

Prøv et øjeblik at overveje, hvordan verden ville se ud, hvis du ikke kunne gøre noget i den. Hvis ingen bevægelse skyldtes dig, men bare var noget din krop gjorde ubevidst.
Tanken er umulig. Vores handlinger er en central del af at eksistere – at være nogen er at gøre noget.
Alligevel forstår vi ikke sammenhængen mellem bevidstheden og vores handlinger særligt godt. Vi tænker, at vores “jeg” styrer vores krop og handler via den i verden.
Det er en tolkning, der fungerer udmærket – indtil man begynder at undersøge den nærmere. Den nyeste forskning på området kan ikke få denne opfattelse til at hænge sammen med forsøgsdata, lige så lidt som 1600-tallets astronomer kunne få ideen om en flad jord til at passe med deres iagttagelser.

Lige før handlingen
Patrick Haggard er professor i kognitiv neurologi ved University College i London. Han forsker i styringen af bevægelser og i hvordan vi oplever, at bestemte bevægelser er “vores”.
Han har studeret de simpleste bevidste handlinger, hvor tanke og handling følges tæt – altså typen, hvor vi rækker ud efter vores kaffekop:
– Den bevidste oplevelse af at ønske at gøre noget er en følge af bevægecentrenes forberedelse af handlingen. Denne forberedelse udfører den fysiske flytning af for eksempel en hånd, men den skaber også en bevidsthed om at være ved at bevæge sig – forklarer han.
Haggard bygger på nogle epokegørende forsøg udført af Benjamin Libet i 1983. Han bad en forsøgsperson udføre en bevægelse med hånden, mens vedkommende holdt øje med en prik, der roterede på en skærm. Bagefter skulle forsøgspersonen fortælle, hvor prikken havde været på skærmen, da han besluttede at udføre handlingen. Ved at beskrive prikkens placering kan man måle disse tidspunkter med hundrededele sekunders nøjagtighed.
Det viste sig, at forsøgspersonerne ønskede at bevæge deres hånd omkring 0,2 sekunder før musklerne bevægede sig. Det passer for så vidt med vores intuitive oplevelse.
Men før vi kan bevæge os, foregår der i hjernens bevægecentre en omfattende aktivitet, som forbereder bevægelsen (se box). Denne aktivitet målte Libet også, og det viste sig, at den lå op til et halvt sekund før det bevidste ønske om bevægelsen.
Hjernen begynder altså at forberede sig til en handling, før vi ved, at vi vil gøre handlingen. Eftersom vi normalt mener, at årsag kommer før virkning, så vil den logiske tolkning af forsøget være, at forberedelsen af handlingen skaber det bevidste ønske om at gøre handlingen.
Libets forsøg blev dog stærkt kritiseret. For eksempel kræver det, at forsøgspersonen er opmærksom på, hvornår han bliver bevidst. Denne bevidsthed om bevidstheden er kunstig og kan nemt påvirke timingen. Libets forsøg antager også, at bevidstheden om bevægelsen er punktformet, men den kan lige så godt være en langstrakt proces.

Handling uden tanke
Patrick Haggard satte sig for at adskille handling og intention. Blandt andet for at undersøge sammenhængen mellem ønsket om at bevæge sig og oplevelsen af at være “ejer” af bevægelsen.
Han opfandt et smart eksperiment, hvor han tvang hjernen til at bevæge kroppen uden, at forsøgspersonen havde et bevidst ønske om det.
Han brugte Transcranial Magnetisk Stimulation – TMS – som er en særlig måde at aktivere hjernen på. Med en lille spole kan man sende et målrettet magnetisk signal, der stimulerer neuronerne i et afgrænset område af hjernen.
Forsøg med epileptikere har vist, at et svagt signal et passende sted i hjernen, gav dem en trang til at bevæge deres hånd. Et lidt kraftigere signal fik dem til at bevæge deres hånd ufrivilligt.
Haggard har brugt det i et forsøg, hvor forsøgspersonerne skulle trykke på en knap og et kvart sekund senere kom der et bip. Han sammenlignede to situationer:
En hvor de trykkede og bippet kom. Noget vi alle vil opleve, som om bippet er resultatet af vores tryk.
Samt en hvor forsøgspersonens tryk blev udløst af en TMS impuls, som fik hans finger til at spjætte og trykke, hvorefter bippet kom. Altså et fjernstyret tryk, som vi ikke vil opleve som vores egen handling.
I begge forsøg skulle forsøgspersonerne vurdere, hvornår de trykkede, og hvornår bippet kom.

Vi trækker tiden sammen
I det første forsøg angav forsøgspersonerne en kortere tid mellem tryk og bip end den virkelige. Når de følte ejerskab til fingertryk og bip, krympede tiden for dem, så de to begivenheder lå tættere sammen.
Hvis TMS udløste handlingen, skete det modsatte. De oplevede, at tiden mellem fjernstyret tryk og bip var længere end den virkelig var.
Tidsafvigelserne er så små, at vi normalt ikke kan opfatte dem. Men tilsammen er de store nok til, at den lange tid opleves som omkring tres procent længere end den korte. Så der er tale om en markant tidsmæssig forandring
– Det tyder på, at der er en proces i hjernen, som kæder vores intentionelle handlinger sammen med de begivenheder, der er resultatet i den ydre verden – forklarer Haggard.
Sammenkædningen er et afgørende led i, at vi oplever vores jeg som årsag til en handling.
I en interessant variant undersøgte Haggard forsøgspersoner, der var lige ved at trykke og altså havde udført den forberedende hjerneaktivitet. De blev afbrudt af en TMS-impuls, der fremtvang handlingen, lige før de selv ville have bevæget deres finger. Disse forsøgspersoner oplevede stadig den lange tid mellem tryk og bip.
Især denne sidste del af Haggards forsøg viser, at der findes en fintmærkende ubevidst proces, som afgør hvilke bevægelser, der er vores.
Forsøget modbeviser en af de populære teorier på området. Nemlig at vores bevidsthed kun er en rekonstruktion, hvor vi efter trykket tror, at vi ønskede at trykke hele tiden. Hvis det var tilfældet, så ville forsøgspersonerne i den sidste variant sandsynligvis havde troet, at den TMS-inducerede handling var deres egen. Det troede de ikke.

Der mangler noget
Libets og Haggards forsøg efterlader vores gamle model for tanke og handling splintret. De leverer ikke en præcis ny model:
Eksperimenterne viser klart, at før et bevidst ønske om at bevæge sig foregår der en længere ubevidst proces i den motoriske del af hjernen.
Haggards forsøg viser, at vi i nogen grad rekonstruerer i hvert fald den tidsmæssige virkelighed, når vi oplever os selv som agerende – måske som en hjælp til den præcise definition af, hvornår en handling er vores.
Endelig tror Haggard, at et centralt begreb er preconstruction – det at vores hjerne hele tiden forudsiger, hvordan vores handlinger vil forløbe (se box). Enhver bevidst handling foregår indenfor en forudsigelse om, hvordan handlingen udføres og hvilke resultater, den vil få.
Et muligt billede på hans idé kunne være, at denne preconstruction er som et stort isbjerg af handlingsforberedelse, hvor vi oplever den øverste synlige top som vores bevidste ønske om handling.
– Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det mangler noget i vores modeller – indrømmer Haggard – Vi har meget dårlig forståelse af intention. Hvordan er for eksempel sammenhængen mellem den øjeblikkelige intention i bevægelse og vores langsigtede ønsker, når vi planlægger vores liv?
Denne oversættelse af vores intellektuelle planlægning til konkrete øjeblikkelige handlinger er vi stadig langt fra at forstå. Haggard håber, at bedre scanningsmetoder og forsøg i forbindelse med hjerneoperationer vil afsløre mere i fremtiden.
Imens kan vi undre os over, at noget så simpelt som at bevæge en hånd, kan være så indviklet at forstå.
Handlinger – forberedelse og forudsigelse
Handlinger er komplekse. Tanken om at flytte en hånd er ret simpel – der er oplysninger om hvilken hånd, hvorfra og hvortil, samt måske hastighed og forhindringer.
Men bevægelsen kræver, at millioner af muskelfibre bliver aktiveret på det rigtige tidspunkt og med den rigtige styrke. De skal koordineres med andre muskelfibre på den anden side af armen, i skulderen, maven og måske endda benene, hvis balancen skal holdes.
Hele dette gigantiske system skal suppleres med input fra sanserne, der fortæller om kroppens vægt, lemmernes placering og forhindringer for bevægelsen.
Det er formentlig konstruktionen af hele denne aktivitet, som hjernen går i gang med før, vi beslutter os for at gøre handlingen.

Alle handlinger forudsiges
Vores nervesystem er så langsomt, at vi ikke kan styre kroppen via simpel feedback. Derfor bevæger vi hele tiden kroppen indenfor en forudsigelse om, hvad der vil ske.
Vi oplever det tydeligst, når vi går ned ad en trappe og der pludselig er et trin mere, end vi regner med. I stedet for at sætte foden ned på afsatsen, som vores model har forudsagt, fortsætter foden ned. Et øjeblik bryder vores forudsigelse sammen, og det er tydeligt, hvor vigtig den er for vores bevægelser. Reflekser i fod og ben redder os som regel fra at falde, men det er sjældent elegant.
Så hjernen bruger en betydelig energi på at opretholde en forudsigelse om, hvordan verden ser ud, hvor vores krop er i den, og hvordan en bevægelse vil udspille sig. Uden denne forudsigelse ville vi bevæge os, som om vi hele tiden trådte forbi et trappetrin eller gik med bind for øjnene på et ukendt område.

Se mere om Patrick Haggard
Patrick Haggards seneste videnskabelige artikel om emnet er “Conscious intention and motor cognition” i tidsskriftet Trends in Cognitive Sciences, Vol. 9 No. 6 juni 2005.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s