De andre er inden i dig

Hvordan forstår du andre mennesker? Hvordan gætter du, hvad et andet mennesker tænker? Hvordan lærer du ting i en fart, og hvorfor er mennesket så socialt udviklet? Svaret kan være en særlig type hjerneceller ved navn mirror neurons, spejlneuroner.

“Opdagelsen af spejlneuronerne .. er den enkelte vigtigste og mest oversete historie det sidste tiår. Jeg forudser, at spejlneuronerne vil få samme betydning for psykologien som DNA fik for biologien..” Citat af den amerikanske forsker og professor i psykologi V.S. Ramachandran.
Spejlneuronerne, som han taler om, er den forbløffende opdagelse som en gruppe italienske forskere gjorde i 1996.
Opdagelsen går i korthed ud på, at nogle af de hjerneceller, der styrer vores krop, reagerer på andre menneskers bevægelser på samme måde, som hvis vi selv havde gjort bevægelsen. Hvis du ser på en person, der bevæger sin hånd eller taler, så vil nogle af de hjerneceller, der styrer en tilsvarende bevægelse i dit hoved, reagere, som om du gjorde bevægelsen.
De hjerneceller eller neuroner, der reagerer på denne måde, kaldes spejlneuroner eller på engelsk mirror neurons.
Opdagelsen er i sig selv simpel, men den har omfattende følger for vores forståelse af os selv. Det er muligt at argumentere for, at vi her har den biologiske baggrund for vores empati og forståelse af hinanden. At spejlneuronerne er grunden til vores store evne til at lære via imitation og dermed måske basis for både vores sprog og vores evne til for eksempel at dele opfindelser med hinanden.

Tre italienere og en abe
Ingeniøren har talt med den ledende forsker bag opdagelsen, professor Giacomo Rizzolatti fra Universitet i Parma, om det oprindelige Heureka! øjeblik. Om hvor langt de er kommet med at udforske de præcise grænser for spejlneuronerne, og hvad de håber fremtidig forskning kan vise. Og om hvordan opdagelsen kan give en positiv tolkning af menneskets basale biologisk sociale natur.
Den oprindelige opdagelse er en klassisk historie om, hvordan kombinationen af held og forskere, der var opmærksomme og nysgerrige på det rigtige tidspunkt. Rizzolatti var sammen med to af hans medarbejdere – Leonardo Fogassi og Vittorio Gallese – i gang med et studie af abers motorneuroner, altså de hjerneceller, der styrer kroppen.
De forsøgte at bevise, at der i hjernebarken var nerveceller specialiseret til hver bevægelse, som for eksempel at gribe fat i noget. I øvrigt en teori de endte med at bevise, men dens betydning blegnede i forhold til opdagelsen af spejlneuronerne.
I forsøgsopstillingen havde de en abe med elektroder fastgjort til enkelte nerveceller i hjernen. Ved for eksempel at række aben føde, forsøgte de at måle enkelte neuroners reaktioner på bestemte bevægelser, når den greb ud efter føden.
– Jeg tror, at det var Fogassi, der stod ved en skål med frugt og rakte ud efter en banan – fortæller Giacomo Rizzolatti – og så bemærkede vi, at der kom en reaktion. Det var jo umuligt for aben bevægede sig ikke. Først troede vi, at det var en målefejl, men det viste sig, at reaktionen kom hver gang.
Det gik hurtigt op for gruppen, at den lille iagttagelse kunne være meget interessant. Rizzolatti gik straks videre til at undersøge om den samme reaktion fandtes hos mennesker. Hos mennesker kan man ikke sætte elektroder på enkelte neuroner, men test i en hjernescanner bekræftede med det samme, at mennesker har præcis samme reaktion som aber.
Og så rullede denne – den mest oversete opdagelse de sidste ti år – ud, hvor der nu er snesevis af grupper, der arbejder med forskellige aspekter af den. De forsøger at forstå omfanget og virkningen af spejlneuronerne, og deres betydning for vores forståelse af os selv.

Hunde, aber og mennesker
Den basale opdagelse åbnede nemlig op for langt mere komplekse spørgsmål. Et af de første er udstrækningen af spejlreaktionerne – som forskerne også kalder resonance behaviour, resonansadfærd.
Aberne startede jo for eksempel med at reagere på et menneske, så adfærden var tydeligt nok ikke begrænset til ens egne artsfæller. Rizzolattis forskning har vist, at et af de vigtigste kriterier for resonansadfærd er, at vi selv kender – og udfører – den handling vi ser.
– Vi lavede et forsøg, hvor vi viste forsøgspersonerne billeder af en hund, en abe og et menneske, der bed i noget – forklarer Rizzolatti – I alle tilfælde var der en stærk resonans reaktion, som viste vi bestemt ikke er bundet til at reagere på vores egen art.
Hvis forsøgspersonerne derimod så en hund gø, en abe lave læbe/smaskelyde og et menneske, der læste op af en avis – alt sammen uden lyd – så var reaktionen helt anderledes. Der var en stærk reaktion for mennesket, en svagere for aben og ingen reaktion for hunden. Her er forskellen i bevægelserne åbenbart så stor, at vi ikke reagerer.
Et beslægtet forsøg viste at for eksempel balletdansere har langt stærkere reaktion, når de ser en danser end mennesker, der ikke danser ballet.
Andre undersøgelser har vist, at resonansadfærd ikke begrænser sig til synet. Hvis vi hører lyde, der kræver meget karakteristiske tungebevægelser, vil de områder, der styrer vores tunge, vise en reaktion, som om vi bevægede vores egen tunge.

Ren automatik
Det er også klart, at spejlneuronernes aktivitet ikke er bevist adfærd:
– Det er en totalt automatisk reaktion – fastslår Rizzolatti med stor sikkerhed – der er ikke bevidsthed involveret i reaktionen, den sker alt for hurtigt.
Spejlneuronerne reagerer på 45-50 millisekunder, mens man normalt regner med, at en bevidst reaktion tager ti gange så lang tid, omkring 500 millisekunder.
Men hvis det er en helt ubevidst reaktion rejser det til gengæld et yderst interessant spørgsmål: Hvordan kan spejlneuronerne tolke et synsindtryk som er meget komplekst på så kort tid?. Spejlneuronen skal vel genkende et menneske, skelne en arm fra baggrunden og tolke en bevægelse på en eller anden måde. Alt sammen noget man hidtil har troet var processer, der krævede nogen grad af bevidsthed.
Så spejlneuronerne antyder, at der er vigtige ting vi overhovedet ikke har forstået om, hvordan mennesket tolker sine omgivelser. Og eftersom spejlneuronerne også er motorneuroner og altså tæt forbundet med musklerne og vores måde at bruge dem på, så antyder det, at hele vores krop er en langt mere integreret del af hele vores oplevelse af omverdenen, end man hidtil har troet.

Menneskets spejle er bedst
Det blev også hurtigt klart, at der var væsentlig forskel på spejlneuronerne hos aber og mennesker:
– Vi har ikke bevist det endnu, men jeg tror, at mennesket har mange flere spejlneuroner end aber. Aber forstår kun bevægelser med et mål og kun de simple fakta om bevægelsen – forklarer professor Rizzolatti – mens mennesker reagerer på  mange flere forskellige bevægelser, også nogle der ikke har klare formål. Samtidig ser det stærkt ud til, at vi ikke blot forstår formålet, men også hvordan bevægelsen bliver gjort.
Det sidste er det, der får en forsker som Ramachandran til at blive elektrisk. Det er nemlig en mulig biologisk forklaring på mange af de menneskelige egenskaber, man hidtil har haft uhyre svært ved at forklare. Et par af dem er:
Vores evne til at aflæse og forstå andre menneskers intentioner – spejlneuroner kan forklare det ved, at vi ganske enkelt føler dem i vores egen krop.
Vores evne til at lære ved at imitere andres adfærd – det kan forklare, hvorfor for eksempel redskabsbrug kan sprede sig som en lynild til alle mennesker i en population, mens det tilsyneladende går meget langsommere hos aber.

Fremtiden for spejlneuroner
Professor Rizzolatti er stadig dybt engageret i udforskningen af spejlneuronerne. Hans seneste projekt går ud på at undersøge, hvor langt spejlneuronerne forståelse af bevægelser går:
– Vi vil gerne undersøge om spejlneuronerne kan forklare, hvordan vi forstår intentioner. Når du ser et menneske tage et æble, er det så for at spise det eller kaste det? Vores teori er, at der findes en kæde af neuroner, der laver en beregning på, hvilken intention der er den mest sandsynlige.
Altså et forsøg på at bevise, at spejlneuronerne er involveret i processer vi ellers normalt betragter som langt inde i de tbevidste.
Et andet område, hvor der muligvis kan være meget spændende forskningsmuligheder er psykiske sygdomme, der drejer sig om sociale egenskaber. Der er allerede forskere, der har vist, at autisme med stor sandsynlighed har noget med spejlneuroner at gøre. Rizzolatti tror også, at en sygdom som skizofreni delvist kan skyldes problemer med spejlneuroner. Hvis sammenhængen kan bevises, kan det i begge tilfælde give helt nye behandlingsmåder.
Sammenhængen med motorneuroner antyder, at fysisk træning kan have en stærkere terapeutisk virkning end man hidtil har vidst.

Måske er der grund til optimisme
Professor Rizzolatti har endda oplevet interesse fra økonomer og filosoffer, fordi spejlneuronerne modsiger nogle af de mere kyniske økonomiske teorier og rokker ved ideer som, at vi er fundamentalt ensomme og uforståede, og at grådighed er vores vigtigste drivkraft.
Tværtimod ser Rizzolatti nogle meget positive elementer i spejlneuronerne:
– Vores samfund kan selvfølgelig lære os bevidst at modarbejde den oplevelse, som vores spejlneuroner giver os – forklarer han – men på et helt basalt biologisk plan er vi hele tiden øjeblikkeligt åbne over for andre mennesker handlinger og følelser. Hvis vi ser et andet menneske være ulykkelig, vil vi straks mærke det i os selv. Vores biologi gør os extremt sociale. Det tror jeg er meget værdifuldt.

Giacomo Rizzolattis website med bibliotek over artikler
V.S Ramachandran om spejlneuroner og menneskets udvikling i Edge
Artikel om udvikling af imitation i biomimetisk robot – fra MIT
Om udvikling af socialt aktiverende virtuelle mennesker, firmaet Digital Mankind

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s