Histoner er genernes ukendte tvilling

Histoner er indpakningsmateriale for DNA, men den nyeste forskning viser, at de sandsynligvis også udgør det vigtigste system til regulering af vore geners aktivering.
—
Det har i mange år været en uimodsigelig sandhed, at vi ikke nedarver erhvervede egenskaber: Et barn bliver præcist lige muskuløst, uanset om dets far er bodybuilder eller om han er revisor uden interesse for motion. Det er kun generne, der bestemmer, hvad vi arver fra vores forældre, og generne ændres ikke af, hvad forældrene laver. De ændres kun ved kønnet formering eller mutation.

Afsløret: Vores hukommelse ligner mos

To forskerhold har for første gang beskrevet biokemien bag dannelsen af korttids- og langtidshukommelse.
—
At huske er en af vores mest fundamentale færdigheder. Hvis vi ikke kan huske, er det næsten umuligt at være mennesker. Alligevel ved vi ikke ret meget om, hvordan den enorme masse af nerveceller i vores hoved kan huske så forskellige ting som et telefonnummer, et ansigt og ting, vi oplevede for halvtreds år siden.
To amerikanske forskere har imidlertid for nylig offentliggjort undersøgelser, der giver os væsentlig ny viden om, hvordan vores hukommelse virker. Begge har undersøgt tynde skiver fra rottehjerners hippocampus – en evolutionært gammel del af hjernen, som man længe har vidst har stor betydning for dannelse af hukommelse.

Når synet laver fejl

En eksotisk fejl i vores syn afslører, hvordan vi ser ting – og hvorfor vi ikke kan læse ud af øjenkrogen.
—
Det er den naturligste ting i verden, og du gør det tusinder af gange hver dag. Dit syn danner et indtryk af alle de genstande, du ser. Synet gør det af sig selv og tilsyneladende uden den mindste anstrengelse.
Men videnskaben har haft virkelig svært ved at forklare, hvordan det kan lade sig gøre. Et af de helt store mysterier er det, man kalder integration.

Alder blev opfundet af bakterier

Nye analyser antyder, at alder ikke er et universelt fænomen, men udviklet af evolutionen som en mekanisme til at fjerne celleskader.
– – –
Fra vi er omkring tredive kan vi ikke undgå at lægge mærke til tegnene på, at vi bliver ældre. Det starter med, at vores hud ikke længere er glat og blank, så får vi modermærker, leverpletter, grå og hvide hår – ofte på usædvanlige steder.
På et eller andet tidspunkt begynder vi også at mærke vores styrke falde og vores bevægeapparat knirke. Og hvis vi ikke dør af en ulykke eller en hurtig sygdom, så vil vi en dag ligge med så massive organfejl, at vi ingenting kan, og det kun er et spørgsmål om, hvornår livet holder op.

Handlingen skaber tanken

Du tænker og derefter handler du. Sådan tænker vi ofte om forholdet mellem tanke og handling. Men den nyeste forskning er dybt uenig – hjernens ubevidste forberedelse af en handling ligger altid før det bevidste ønske om handlingen.
—
– Den traditionelle idé, at bevidste tanker styrer vores handlinger, er ikke videnskabeligt holdbar. Den videnskabelige tolkning ville være, at mine tanker ikke er grunden til mine handlinger, men konsekvensen af dem.
Patrick Haggard, professor i kognitiv neurologi ved University College i London.

Prøv et øjeblik at overveje, hvordan verden ville se ud, hvis du ikke kunne gøre noget i den. Hvis ingen bevægelse skyldtes dig, men bare var noget din krop gjorde ubevidst.
Tanken er umulig. Vores handlinger er en central del af at eksistere – at være nogen er at gøre noget.

Elefanter tænker sig godt om

Elefanter er sandsynligvis meget klogere end vi hidtil har troet. De lever i sociale samfund, der ligner vores og deres intelligens og socialitet rejser klare etiske spørgsmål om, hvordan vi ønsker at behandle intelligente dyr.
—
Det var en stille dag i Zoologisk Have og jeg stod alene i elefantstalden med Chieng Mai – en elefanthan på omkring 5,5 tons, som tilfældigvis er født samme år som mig.
Chieng Mai kedede sig grumt. Han stod og rokkede frem og tilbage med en snabel, der på hver tilbage kom ud mellem tremmer og snuste i min retning.
Pludselig stoppede han og samlede en kvist op, som han smed let hen over hovedet på mig.
Han vil lege, tænkte jeg og tog den op og smed den tilbage. Det ignorerede Chieng Mai og begyndte at rokke igen. Indtil han igen stod stille med snablen udenfor tremmerne og kiggede på mig. Så lavede han et let svirp med snablen og sendte en solid portion elefantsnot ud over mig.

Hvad hjernen ser

Vores syns opfattelse af rum er en af de centrale tolkninger af vores omverden. Nye undersøgelser har vist, at denne rumlighed sandsynligvis bliver dannet af enkelte neuroner, der reagerer på simple træk i det sete.
—
“Vi kan måle, at hvordan en enkelt nervecelle reagerer på en specifik stimulation af synet. Og vi kan vise, hvordan den ændrer sin reaktion på grund af noget andre nerveceller kan se, som den ikke selv kan se. Men hvordan det kan lade sig gøre, er stadig noget mystisk”
Rüdiger von der Heydt, professor i neurofysiologi på Mind/Brain Institute, Johns Hopkins University.

Hvordan forstår vi vores omgivelser? Hvordan kan lys, der falder ind i vores øjne bliver til en tredimensional forståelse af verden inde i vores hoved? Er der en mystisk sjælelig proces eller bare biologisk mekanik?
Mennesket har tænkt over det meget længe. Svar har vi ikke fundet, men af og til dukker der uhyre tankevækkende eksperimenter op, som det Rüdiger von der Heydt fra Johns Hopkins University har lavet. Eksperimentet handler om, hvordan vi ser og synes at vise, at enkelte neuroners tolkning af meget specifikke elementer ved et todimensionalt billede er basis for vores oplevelse af en tredimensional verden.
Eksperimentet antyder også en spændende indsigt i, hvordan hjernen virker helt nede på celleniveau.

Fra BØØH! til æstetik

Når du ser noget, beslutter du dig sandsynligvis for, om du synes om det, længe før du når at tænke en bevidst tanke. Det antyder helt nye forsøg af den dansk-australske forsker Gitte Lindgaard.
—
“Vi ved ikke rigtig, hvad æstetik er. Er det en egenskab ved omverdenen eller en emotionel reaktion på den? Eller er æstetik baseret på urreaktioner i hjernen?”
Gitte Lindgaard, danskfødt professor i psykologi og leder af Human Oriented Technologies Lab på Carleton University i Ottawa.

Hvad man kan lide og hvad man ikke kan lide, taler vi ofte om som smag. Eller hvis det skal være fint, taler vi om æstetik – uden at vi kan beskrive det ret meget nærmere end en “fornemmelse”.
Helt aktuelle forsøg udført af Gitte Lindgaard og hendes kolleger antyder imidlertid, at vores æstetiske reaktioner styres af de primitive dele af hjernen, der normalt forbindes med frygtreaktioner og andre meget basale responsmetoder.

Ørerne kan se

Vi kan lære at se med ørerne. Nyt eksperiment viser, at hjernen er overraskende fleksibel og at vores sanser ikke er så klart adskilt, som vi sædvanligvis tror.
—
“Vores ydre sanseorganer er meget forskellige, men den måde hjernen bearbejder vores sansninger på, ser ud til at være omtrent den samme uanset typen af sanseindtryk.” Petra Störig, professor i eksperimentel biopsykologi.

Sæt et kamera på hovedet af en person, der ikke kan se. Tag billedet fra kameraet og lav det om til et kvadrat af punkter, hvor de enkelte punkter får en lyd efter, hvor de er placeret og hvad indholdet af punktet er.
Send lyden ind i ørerne på folk, der er blinde eller bare har bind for øjnene, og så kan de lære at se med lydene. Langt fra så godt, som vi kan med vores øjne, men alligevel med en forbløffende evne til at skelne forskellige objekter.

De andre er inden i dig

Hvordan forstår du andre mennesker? Hvordan gætter du, hvad et andet mennesker tænker? Hvordan lærer du ting i en fart, og hvorfor er mennesket så socialt udviklet? Svaret kan være en særlig type hjerneceller ved navn mirror neurons, spejlneuroner.
—
“Opdagelsen af spejlneuronerne .. er den enkelte vigtigste og mest oversete historie det sidste tiår. Jeg forudser, at spejlneuronerne vil få samme betydning for psykologien som DNA fik for biologien..” Citat af den amerikanske forsker og professor i psykologi V.S. Ramachandran.
Spejlneuronerne, som han taler om, er den forbløffende opdagelse som en gruppe italienske forskere gjorde i 1996.
Opdagelsen går i korthed ud på, at nogle af de hjerneceller, der styrer vores krop, reagerer på andre menneskers bevægelser på samme måde, som hvis vi selv havde gjort bevægelsen. Hvis du ser på en person, der bevæger sin hånd eller taler, så vil nogle af de hjerneceller, der styrer en tilsvarende bevægelse i dit hoved, reagere, som om du gjorde bevægelsen.