Tvekønnede er bedre undervisere

Hvordan får vi flere kvinder i teknologiske fag? Og hvordan frigør vi vores børn fra klicheer om køn? Svaret er muligvis androgyne undervisere, siger to svenske forskere.

Vores køn er en afgørende faktor i vores liv. Hver gang vi møder et andet menneske – og hver gang nogen møder os – så vil hele vores sociale kommunikation være formet af det køn, vi hver for sig har.
Der er mange andre faktorer, der har betydning for den sociale interaktion, men kønnet er primært. Prøv at forestille dig en situation, hvor du sidder overfor en person, hvor du ikke kan afgøre om det er en mand eller en kvinde. Tænk, hvis det endda er en smuk, charmerende person, som du faktisk føler dig lidt tiltrukket af.
For de fleste af os vil det være en temmelig forvirrende situation. En stor del af vores mentale kapacitet vil blive bundet i et forsøg på at finde ud af, hvilket køn denne person er.

Denne interesse for kønnet er i sig selv vældig fint og jo ofte til stor fornøjelse for alle involverede. Det bliver mindre heldigt, når vores køn stiller sig i vejen for os på nogle måder, som er ubehagelige – for eksempel når den får kvinder til at tænke, at de ikke kan klare en teknologisk uddannelse.
Det er også problematisk i forhold til den stærke tendens, der er i vores digitale medier til, at vi i høj grad bruger kønsstereotyper, der er kraftigt markerede. Heltinden i et computerspil er oftest pumpet pænt op i forhold til, hvad der er fysiologisk muligt – og især normalt. På samme måde er de mandlige figurer tit hypermaskuliniserede.
Det kan forsimple, hvad køn er og giver mulighed for stupide kønsstereotyper, som kan være ekstremt ubehagelige (se for eksempel min klumme fra januar 2007 om, hvordan brugen af bimboavatarer på Nettet giver en stærkt negativ respons på kvinder).

Nu har de to svenske forskere Agneta Gulz og Magnus Haake fra Lunds Universitet foreslået en smart strategi, som de har demonstreret i et enkelt forsøg: I stedet for at forsimple og styrke vores kønsstereotyper, så kan man bryde dem og give begge køn mere frihed.
Deres forslag er det enkle, at i stedet for at accentuere kønnet skal vi gå den anden vej og i stedet nedtone det. Vi skal overveje at bruge flere androgyne karakterer i vores digitale kommunikation, fordi de tilsyneladende kan åbne for en friere og mere velovervejet holdning til, hvad begge køn kan.

Helt konkret har de lavet en korrektur til et forsøg, som den amerikanske forsker Amy Baylor har lavet (også omtalt her på siden i september 2006).
Baylor ville undersøge om det var muligt at påvirke unge kvinders opfattelse af, hvor vanskeligt ingeniørstudiet var. Til det brugte hun to figurer til at fortælle de unge kvinder om studiet. Den ene var en lidt nørdet maskulin ingeniør og den anden en accentueret feminin figur. Hver af dem fortalte en gruppe unge kvinder præcis det samme om ingeniørstudiet og bagefter undersøgte Baylor, om de unges mening var blevet ændret.
Resultatet var, at den kvindelige figur faktisk fik flere af de unge kvinder til at tænke, at ingeniørstudiet var noget de kunne overveje.

Det kunne lyde som et positivt resultat. Baylors umiddelbare fortolkning var da også, at den unge virtuelle kvindes fortælling om ingeniørstudiet virkede som en formidling, der både fik de andre unge kvinder til at tænke studiet mere interessant, og som noget de selv ville være kompetente til.
Men en nærmere undersøgelse af svarene har vist, at de unge kvinder betragtede den virtuelle kvinde som mindre kompetent end den tilsvarende virtuelle mand. Så resultatet var, at de unge kvinder ikke tænkte “kvinder er kompetente og kan klare ingeniørstudiet” men snarere “når hun kan, som ikke ser ud til at være dygtigere end mig, så kan jeg også”.
Så brugen af de kønsaccentuerede ingeniører endte med at forstærke de unge kvinders kønsstereotyper – ikke lige det man har brug for, hvis man gerne vil have flere kvinder i mandsdominerede brancher.

Agneta Gulz og hendes kollega Magnus Haake fra Lunds Universitet prøvede at teste, hvad der skete, hvis man gik den anden vej, og i stedet for at accentuere de virtuelle personers køn, dæmpede det. De forsøgte at eftergøre Baylors forsøg, men med svenske gymnasieelever og virtuelle figurer, hvoraf nogle var androgyne.
De brugte fire forskellige figurer, en ægte feminin og en ægte maskulin figur og så to figurer, der var androgyne, men stadig i en form, som overvejende blev tolket som enten feminin eller maskulin af eleverne.

Det er sværere end man skulle tro at lave en androgyn figur, som har denne dobbelthed. Gulz og Haake fortalte mig, hvordan man skal passe på ikke at figuren for attraktivt eller kønsløs. Man får nemlig ikke en interessant figur ved at fjerne alle kønslige træk, men snarere ved at blande trækkene på en måde, som gør det svært for os at kønsbestemme personen.
I en forundersøgelse, hvor de to forskere eksperimenterede med forskellige udformninger viste det sig nemlig, at en kønsløs person blev oplevet som kedelig og attraktiv, mens en markant tvekønnet person – for eksempel en maskulin figur med langt hår og makeup – blev oplevet som forstyrrende og ubehagelig. Især håret synes at have stor betydning – i hvert fald for denne type 2D-figurer – en ændring fra løst flagrende til tætklippet kan i mange tilfælde bestemme kønskarakteren af et ansigt.
Så fremstillingen af en androgyn karakter var i sig selv interessant, fordi vi har et stort spekter af reaktioner på de forskellige udformninger af dobbeltkønnetheden.

I forsøget blev halvandet hundrede unge af begge køn præsenteret for en multimediepræsentation om en uddannelse i datateknik. Der blev brugt en af de fire figurer her på siden, og bagefter blev de unge interviewet om både ændringer i deres holdninger til studiet og deres vurdering af de fire forskellige figurer.
Reaktionerne var ikke entydige. Men de unge kvinder havde en stærk præference for de to androgyne figurer, når de skulle sige, hvem de helst ville lytte til. Samtidig var de absolut mindst interesserede i den mest maskuline type. Den figur de fleste argumenterede imod som en rimelig repræsentant for en teknisk uddannelse var den mest feminine.

Det var de unges bevidste reaktioner. Det er sværere at måle de ubevidste reaktioner præcist, men Gulz og Haake forsøgte sig ved at måle ændringer i de unges holdning til den tekniske uddannelse. Her var billedet noget mere indviklet.
For de unge mænd gjaldt det, at selvom de havde udtrykt sig forholdsvis negativt om den mest maskuline figur, var det alligevel denne figur, der ændrede deres holdning mest – formentlig den samme kobling mellem maskulinitet og kompetence, som Baylor påviste i sit forsøg.
For de unge kvinder var påvirkningen med tvetydig. Selvom de i deres bevidste argumentation klart foretrak de androgyne figurer, så var påvirkningen omtrent jævnt fordelt mellem alle figurer. Men de unges argumentation omkring figurerne tyder på, at de mere kønsneutrale figurer giver de unge kvinder mulighed for at bevæge sig væk fra et fastlåst billede af deres eget køn til reelle overvejelser om kvinder og teknologiske uddannelser.

Forsøget er kun det første i en forhåbentlig lang række. Gulz og Haake vil meget gerne lave mere sprælske forsøg med androgyniteten i figurerne. For eksempel tror de, at mere attraktive androgyne figurer, som ikke vækker negative reaktioner, kan have en stærkere virkning. De tror også, at ikke-naturalistiske figurer – måske i stil med de japanske mangafigurer – kunne være en spændende måde at eksperimentere med stærke kønstræk i en tvetydig kønslighed.

Forsøget peger på, at køn er et vigtigt element i vores digitale kommunikation. Når de digitale medier bruger figurer, har de en tendens til at forstærke vores kønstræk, fordi det ofte fanger vores opmærksomhed. Men de meget mandige mænd og de meget kvindelige kvinder bringer ofte det mest klichefyldte og simple frem i vores reaktioner på køn.
Gulz og Haakes idé med at bruge androgyne figurer synes at tilbyde nogle højst interessante virkninger, og man kan undre sig over, at det ikke er blevet forsøgt meget mere i alt fra computerspil til onlineavatarer.
I hvert fald burde ingen længere lave et digitalt pædagogisk projekt uden at overveje, hvordan eventuelle figurers seksualitet skal vises.

Læs mere…

One response to “Tvekønnede er bedre undervisere

  1. Hold jer til virkeligheden i forhold til køn, da det er afgørende for et harmonisk liv, at mand som kvinde har det bedst med det biologiske køn.

    Det er uhensigtsmæssigt at nedgøre et køn, så det ikke siden er repræsentativt for de hhv mandlige og kvindelige funktioner, der hører til det enkelte køn – også når et par vil have børn. Og – vi vil undgå de mange skilsmisser.

    Jo mere et mennesker er i orden med sit medfødte køn, det biologiske – jo bedre vil det fungere i alle forhold.

    Er det i orden, så vil kvinder være mindre usikre i det hele taget – og bedre kunne vælge frit. Ligedan mænd.

    Og – hvem pokker siger, at vi skal gå og tage hinandens hhv bukser el kjole på – mentalt også! Det kan resultere i, at hver anden os skal uddanne os til ligefrem terapeuter for at der er nok!

    Mvh – Birgit Hviid Lajer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s